Tyverier på stribe i Aars

Af Ture Damtoft, Fredag, 06/09/2019 10:18

AARS: Politiet har fået i alt ni anmeldelser om tyveri fra varebiler natten mellem onsdag og torsdag.

De otte anmeldelser kom fra Aars, og i alle tilfælde er det elværktøj, som tyvene er gået målrettet efter.

- Der er to modus operandi. Enten har de skåret et trekantet hul i døren for at komme ind til låsemekanismen, ellers også har de boret et hul i låsen. Jeg vil tro, det tager 5-10 min. at bryde ind i sådan en bil og stjæle værktøjet, siger Jørn Kresten Nielsen fra Nordjyllands Politi i Hobro.

De otte tilfælde i Aars er på Dronningholmsvej, Hans Egedes Vej, Vestervang, Blåmejsevej og tre tilfælde på Kong Christians Vej.

Politiet har en formodning om, at gerningstidspunkterne var fra omkring klokken tre til fem om natten. I et af tilfældene på Kong Christians Vej er der nemlig videoovervågning, så her er gerningstidspunktet fastslået til 04.04.

- Det er helt sikkert med henblik på videresalg med den mængde af værktøj, der bliver stjålet. Vi har en stærk formodning om, at det er østeuropæere, for det tyder modus operandi (fremgangsmåde, red.) på. Det er hurtigt ind og hurtigt ud efter nemt omsættelige varer, der er nemme at transportere. Det giver store problemer, for dem der bliver ramt. De står med en plan for dagen, og så har de ikke værktøjet, fortæller Jørn Kresten Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"