
På en kold forårsmorgen holdt CK Aars standerhejsning, inden medlemmerne drog ud på landevejene på en efterhånden lun forårsdag.
Ud på cyklen igen - fra Aars
Af Ture Damtoft, Tirsdag, 15/04/2025 08:07
På med lycraen, cyklen ud på asfalten og så vinden i ansigtet mens pedalerne roterer og man får sig en lille sludder med de andre over træningsturens kilometer.
Det har de ventet på i cykelklubben i Aars, hvor der nu officielt er taget hul på 2025-programmet med standerhejsning, en tur på landevejene og bagefter en god frokost.
Arrangementet tiltrak 35 deltagere, heriblandt fire nye medlemmer, som blev budt varmt velkommen.
Dagen begyndte med rundstykker og en hyggelig snak om den kommende sæson, inden et vigtigt og seriøst emne blev taget op - sikkerheden på vejene.
Klubbens medlemmer blev mindet om vigtigheden af at opføre sig ansvarligt og sikkert på vejene, og at trække ind i en kolonne når der kommer en bil.
Det er hvert sæson et emne, der fylder meget og bliver taget op jævnligt.
- Alle vores holdkaptajner har fået en cykellygte med radar i, så vi er obs på, der kommer en bilist. Så bliver der lige sagt “én række”, så vi trækker ind og giver plads. Vi kører maks 10, så vi hurtigt kan trække ind, og jeg kører selv med sådan en, når jeg er ude, siger Thomas Boyens Overgaard fra Aars CK, der generelt ikke ser nogen problemer.
- Folk er gode til at vise hensyn og måske holde tilbage, hvis man kommer en flok. Men der er jo lidt en krig, og når vi har klubtøjet på, så kører vi ordentligt og viser hensyn, siger Thomas Boyens Overgaard.
Det bedste råd til bilister er at give et lille dyt, for med lyden fra vinden kan det være svært at høre bilen komme.
Aars CK introducrede også en ny tradition til standerhejsningen.
Sidste torsdag i hver måned vil alle hold køre ud til et fælles samlingspunkt, hvor der køres rundstrækninger, så alle kan være med. Et initiativ der skal styrke sammenholdet blandt klubbens medlemmer og vil blive kombineret med kage og hygge.
Således klædt på blev medlemmerne delt op i niveauer, kørte i grupper i et par timer og afsluttede dagen med suppe i klubhuset, hvor der blev snakket, hygget og set frem til en spændende og sikker sæson med masser af gode oplevelser på cyklerne.
Ordet er dit