Uffe Ellemann-Jensen død 80 år gammel

Af Ture Damtoft, Søndag, 19/06/2022 11:28

Uffe Ellemann Jensen mindes over hele landet:

 

Den sidste fisk er fanget for den passionerede lystfisker, Uffe Ellemann-Jensen, der natten til søndag omgivet af sin familie sov stille ind på Rigshospitalet efter længere tids sygdom.

 

En af Danmarks mest markante politikere og mest betydningsfulde igennem mere end to årtier mindes lige nu på tv og på sociale medier.

 

Og på Christiansborg hvor forhandlingerne om en grøn skattereform skal til at gå i gang med bl.a. klimaordfører og folketingsmedlem fra Himmerlandskredsen, Marie Bjerre.

- Uffe var en kæmpe inspiration for VU-ere i min generation. Han stod meget klart for os i forhold til hans internationale udsyn, positive syn på verden og på fremtiden. Da jeg blev formand for VU i Viborg i 2004, svarede jeg Uffe Ellemann-Jensen på spørgsmålet om, hvem der var mit store forbillede. Sådan havde mange VU’ere det, siger Marie Bjerre.

 

Hun husker flere eksempler på de kanter og især den humor, den afdøde politiske gigant havde.

- Hans berømte ”If you can’t join them beat them”, da EU forbeholdene skulle forhandles, rummer hans humor og viljen til samarbejdet. Jeg har lige skrevet en besked til Karen og Jakob, og det er bare trist, siger Marie Bjerre.

 

Formanden for Venstre Aars & Omegn blev også inspireret af Uffe Ellemann-Jensen.

- Han var med til at, jeg meldte mig ind iVensrte i sin tid. Han var en stor personlighed, og hans tid som udenrigsminister tror jeg, ikke nogen glemme. Han kæmpede for de baltiske lande og deres anerkendelse som selvstændige nationer, det var stort. Og så forhandlede han forbeholdene for Danmark efter Maastrich afstemningen. Det er selvfølgelig tragisk, når det sker, men det er sådan det er. Vi vidste godt, det var alvorligt, da Karen og Jakob tog hjem fra folkemødet, og jeg har da medlidenhed med dem og resten af familien nu, siger Kristian Stein Nielsen.

 

Uffe Ellemann-Jensen var formand for Venstre 1984 – 1998. Udenrigsminister 1982 – 1993 og medlem af Folketinget 1977 – 2001.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"