Ugens film i Kinorevuen

Tirsdag, 13/10/2015 13:53

SKØRPING: Kinorevuen i Skørping viser i denne uge bl.a. følgende nye film:

The Martian
Under en bemandet mission til Mars opstår en voldsom storm, og astronaut Mark Watney slås ud af løsrevne vragrester. Den øvrige besætning går ud fra, at han er død og må evakuere Mars. Men Watney er ikke død; han vågner såret op halvt begravet i en dynge rødt sand og indser, at han er fuldstændig alene på en fremmed planet.
Samtidig med at der holdes en mindehøjtidelighed for Watney tilbage på jorden - 225 millioner kilometer borte - har Watney travlt med at finde ud af, hvordan han kan holde sig i live. Provianten på rumstationen er begrænset, og han må trække på al sin viden og sit mentale overskud for at overleve og finde en måde at kommunikere med jorden. Watney klør på og formår i kraft af sin baggrund som botaniker at gro kartofler, galgenhumoristisk at dokumentere sine oplevelser via en log og til sidst også at få kontakt til et paf NASA på jorden, som trods divergerende dagsordener forsøger at bringe ”marsboeren” hjem. Det samme gør Watneys skyldbetyngede besætning, da de på deres fortsatte rumrejse forsinket får nyheden om, at han stadig er i live. De planlægger en vovet, hvis ikke helt umulig redningsaktion.
Mens alle disse heltemodige fortællinger udfolder sig, forenes hele verden i håbet om, at Watney vender sikkert tilbage til jorden.

Pan
Peter er en drillesyg 12-årig dreng med en yderst nysgerrig personlighed. Men i det dystre børnehjem i London, hvor han har boet hele sit liv, er det ikke ligefrem kvaliteter, som får én til at flyve. Men pludselig en aften bliver Peter fanget og ført væk fra børnehjemmet og ud i en livlig og fantastisk verden fyldt med pirater, krigere og feer… kaldet Ønskeøen. Her møder han et utroligt eventyr. Men også en kamp om liv eller død i opklaringen af, hvorfor hans mor efterlod ham på børnehjemmet for længe siden, og hvorfor han faktisk hører til i dette magiske land. Sammen med krigeren Tiger Lily og en ny ven ved navn James Klo skal Peter besejre den hensynsløse pirat, Sortskæg. Kun derved kan han redde Ønskeøen og opdage sin sande skæbne - at blive den helt, som altid vil være kendt som Peter Pan.

Far til fires vilde ferie
Familien skal på sommerferie ved Vadehavet, hvor de har lånt Fru Sejersens sommerhus, der ligger helt ud til stranden. Til at begynde med er forventningerne til ferien helt i top, men de ryger lige så hurtigt helt i bund, da det går op for familien, at de faktisk skal bo i en gammel cirkusvogn med udendørs das. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de bliver fascinerede af det super luksuriøse nabohus, men da Far på grund af en misforståelse beskyldes for indbrud i luksushuset, må familien træde til. De prøver med alle midler at finde de rigtige tyve, men forgæves. Samtidig kommer Far til at se mere og mere suspekt ud, og der går ikke lang tid før alle feriegæsterne er overbeviste om, at han er skyldig, og vil have hele familien væk fra øen.

Praktikanten
Hjertevarm komedie med Robert De Niro og Anne Hathaway i hovedrollerne. Robert De Niro spiller den 70-årige enkemand, Ben Whittaker, som er gået på pension. Han synes dog, at livet som pensionist er blevet lidt trivielt. I forsøget på at få lidt luft under vingerne bliver han seniorpraktikant hos et ungt smart online modefirma. Det styres af den benhårde og stressede chef Jules Ostin (Anne Hathaway), der ved, hvad hun vil og på ingen måde mener, at hun har brug for hjælp. På trods af dette og deres forskelligheder, er det måske lige netop Bens venskab, hun alligevel står og mangler.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"