Ukrainere i Vesthimmerland: "Putin er en tosset gammel mand"

Af Ture Damtoft, Fredag, 25/02/2022 09:23

VESTHIMMERLAND: Alle de tre gårdejere er enige.

De ukrainske medarbejdere skal bare gøre, hvad de har brug for at gøre.

At ringe til familien regelmæssigt, snakke sammen om situationen i deres hjemland og hente deres familier til Danmark - hvis det overhovedet kan lade isg gøre.

- Man er halvt psykolog lige nu. De føler sig magtesløse. De kan jo ikke gøre andet end at følge med i udviklingen og så forsøge at holde kontakt med familien. Jeg snakkede med en kollega om, at det ville svare til, at vi sad i Ukraine, og , fortæller Andreas Haugaard, der har en gård ved Testrup, hvor der er syv ukrainere ansat.

Tempoet i stalden er ikke som normalt. Der bliver snakket en del mere både internt mellem ukrainerne og så med de øvrige ansatte.

Og telefonerne er aldrig langt væk.

- Normalt er der godt humør på hele flokken, men i går, da Rusland invaderede, kunne man selvfølgelig mærke, at stemningen var presset. En medarbejder, der har været her i otte år og altid har været fuldstændig stabil, stod og rystede på hænderne, når vi talte om det. Jeg kunne ikke finde på at sige noget til, at de bruger noget tid på andet end arbejde, og vi fik da gjort det, vi skulle. Hvis de ikke har noget konkret at gøre for at hjælpe, så tror jeg, det passer dem rigtig godt at komme på arbejde og have noget at lave og de andre at snakke med i stedet for at sidde derhjemme og se på tv og telefonen, siger Andreas Haugaard.

Det samme tænker Henrik Dalgaard, der har fem gårde i Vesthimmerland og lige så mange ukrainske ansatte.

- Det er ikke nemt for dem. De er på telefonen til deres familier hele tiden. To af dem har familie i de områder, som russerne angriber, og lige nu er der helt lukket. Familierne i Ukraine fortæller, at der er mange bombardementer, og de kalder Putin for en tosset gammel mand, siger Henrik Dalgaard.

På Christoffer Østergård Sunesens gård på Haubrovej mellem Hornum og Haubro har han to ukrainske søstre ansat.

Forældrene kom heldigvis til Danmark på ferie for lidt over en uge siden. Men den tredje søster og hendes børn er fortsat i Ukraine.

De håber at kunnehente hende ved den polske grænse.

- Jeg har sagt, at de bare skal tage afsted, hvis det bliver nødvendigt. Så skal jeg nok passe dyrene, og hvis de får brug for penge til benzin, eller der er andre ting, jeg kan hjælpe med, så gør jeg selvfølgelig det, siger Christoffer Østergaard Sunesen.

Det er utrygheden og uvisheden, som ukrainerne oplever som det værste.

Utryghed om hvad der vil ske, og hvor længe krigen vil vare.

Men uvisheden kan blive endnu værre, og har allerede været det et par gange.

- To af mine ansatte er i områder, hvor der er blevet bombet, og der har elektriciteten været afbrudt et par gange. Så de ved ikke, hvor længe de kan opretholde kontakten, og det er næsten den største usikkerhed, man kan have, hvis man ikke engang kan snakke sammen mere, siger Andreas Haugaard.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"