Ukrainere sikkert til Aalestrup

Af Ture Damtoft, Torsdag, 03/03/2022 17:38

VESTHIMMERLAND: Efter to en halv dages humanitær mission er Ejgil og Maria Vittrup tilbage i Aalestrup.

To en halv dage hvor de kørte til grænsen mellem Polen og Ukraine, afleverede en busfuld nødhjælp af tøj og medicin til ukrainere og havde 24 med tilbage til Aalestrup.

Mange af dem længe ventet.

Der var tætte og lange knus mellem søskende, børn og forældre, som har levet i uvished i en uge om de nogensinde ville se hinanden igen.

Glædestårer for gensynet, og tårer over dem der fortsat er tilbage i Ukraine - ikke mindst mændene fra 18 til 60 år, som ikke har tilladelse til at komme over grænsen.

Men nu er 24 i sikkerhed i Aalestrup, hvor der blev taget godt imod dem på Hotel Hvide Kro af både danske og ukrainske lokale.

Ejgil Vittrup var fattet og rørt, da han gjorde status på turen.

- Det er gået godt, bortset fra ved den polsk-ukrainske grænse. Der sker der ingenting. Men ellers er det gået så fint hele vejen takket være alle dem, som har hjulpet. En kvinde gav os en konvolut med 500 i til mad, sagde hun. Det var så lige 500 euro. En mand ringede, mens vi var i Tyskland, for at høre, om vi var kommet over grænsen. Han nåede at give 500 kr. til sodavand og snolder ved grænsen. Jeg skal sige tak til alle, ikke mindst ham der, som står ved siden af, siger Ejgil Vittrup og nikker over mod indehaveren af Vebbestrup Turistfart, der var klar til at tage imod sin engang-imellem chauffør og hele-tiden ven og flere gange havde tårer i øjnene.

- Det kan man ikke lade være med, og jeg har nemt til tårer i forvejen. Jeg er så stolt over dig Ejgil, du gjorde det umulige, siger Jan Jakobsen til sin ven.

Modtagelsen i Aalestrup var rørende men stille og rolig.

Nu får de 24 ankomne hjælp fra flere sider, ikke mindst herboende ukrainere som i flere tilfælde er venner.

Og så får de forhåbentlig en stille og så fredfyldt-som-muligt nat i et varmt værelse, under en dejlig dyne på et trygt værelse i et sikkert land, hvor der ikke regner død ned fra oven.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"