Ungdomsskolekoordinator Malte Bøgelund Kornerup med den nye båd.
Ungdomsskolen i Aars fik ny båd
Af Ture Damtoft, Onsdag, 28/05/2025 07:00
AARS: Takket være støtte fra Nordea Fonden har koordinator ved Vesthimmerlands Ungdomsskole, Malte Bøgelund Kornerup, fået opfyldt sit ønske om at kunne tilbyde de unge flere aktiviteter ved vandet.
Der er blevet købt en 6,2 meter lang gummibåd med stift skrog og oppustelige pontoner med en 100 hk. påhængsmoter, og den skulle egentlig have været i vandet allerede mandag i denne uge.
- Desværre blæste det lidt for meget, og sikkerheden skal selvfølgelig være i top. Tanken om at få en båd har rumsteret i nogle år. Det er ikke nødvendigvis alle, der har adgang til at komme ud på vandet, og med vores nye båd får vi et nyt tilbud til vores unge, siger Malthe Bøgelund Kornerup.
Den nye båd har plads til 12 passagerer, og fire af de ansatte ved ungdomsskolen har speedbåd certifikat og kan tage de unge med på en sejltur. I forvejen har man kanoer, kajakker og stand-up paddleboards.
- Vi har så meget vand i Vesthimmerland, hvor de unge kan få fælles oplevelser, og en sejltur vil stå som et højdepunkt. Og vi kan måske tilbyde at komme på snorkeltur eller få et samarbejde med dykkerklubber, nu hvor vi har en båd, og så vil vi bare gerne have flere unge ud i naturen, siger Malthe Bøgelund Kornerup.
Ordet er dit