Unge kørte ræs i Aars og legede kispus med politiet

Af Torsten Hansen, Fredag, 02/10/2020 09:31

AARS: Politiet fik torsdag aften omkring kl. 21 flere anmeldelser om, at der blev kørt ræs ved Messecenter Vesthimmerland i Aars.

Første gang kom anmeldelsen kl. 20.50, hvor det forlød, at der var mange biler og mange unge i området.

Men da patruljen kom frem, var alle stort set væk og der var roligt.

- Det varede dog ikke længe, før vi modtog en ny anmeldelse om det samme, og det skete flere gange. Det ser ud til, at de unge har leget lidt kispus med os. Så snart vi kørte væk, så samledes de igen, siger Preben Møller, Nordjyllands Politi, Hobro.

Politiet sendte patruljebiler afsted hver gang der kom en anmeldelse, men hver gang var der forholdsvis roligt i området.

- De unge virkede utroligt samarbejdsvillige og huskede at rydde op efter sig, konstaterer Preben Møller.

Ud over patruljebiler valgte politiet også at sende en politibus med forebyggelsesfolk.

- Det er folk vi, i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune, bruger. Det er indenfor SSP-samarbejdet, hvor vi tager kontakt til de unge på den gode måde, lyder beskrivelsen fra Preben Møller.

Politiet ved ikke, hvor mange unge der har deltaget i løjerne.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"