0. klasse-børnene fra Aars Skole var, som billedet viser, helt opslugte, når læge Mette Heisz Sloth Ørndrup forklarede om udstyret på øre- næse- hals-klinikken i Aars.
Utraditionelt virksomhedsbesøg i Aars: Nu er børnene ikke bange for ørelægen
Af Ture Damtoft, Tirsdag, 27/01/2026 13:40
AARS: Når man kun er seks år, kan det være lidt skræmmende at få sat et stort apparet hen til øret hos øre-, næse-, hals-lægen, men eleverne i 0. klasse på Aars Skole har nu fået et lidt mere afslappet forhold hertil.
For i sidste uge havde speciallæge Mette Heisz Sloth Ørndrup sagt ja tak til at få besøg af 18 børn i øre-, næse-, hals-klinikken på Banegaardsvej. De skulle se, hvad en af forældrene til eleverne i klassen er beskæftiget med.
- Vi arbejder med det, der hedder job og uddannelse. Det er selvfælgelig ikke fordi, eleverne skal til at vælge, hvad de vil være når de bliver voksen, det er mere det med at drømme om, hvad man kan blive, og se hvad forældrene laver, når de ikke er sammen med børnene. Og Mette Heisz Sloth Ørndrup havde heldigvis sagt ja til at få besøg, så børnene kunne lære lidt om, hvad det vil sige at være læge, fortæller børnehaveklasseleder Sara Bjørnskov.
Inden besøget havde man i klassen talt om, at det kan være lidt skræmmende at komme til lægen, og det var det da også ved besøget.
Børnene blev vist rundt i klinikken, og i undersøgelsesrummene spurgte lægen, om der var frivillige der ville have undersøgt deres ører.
- Til at begynde med var der ikke mange, som rakte hånden op, da børnene blev spurgt, om de ville ses i øret. Men efter de første par stykker havde prøvet det, ville de allesammen gerne, og der var mange, som var lidt misundelige på dem, som nåede at prøve det. Så det er helt sikkert mindre skræmmende for dem nu, fordi Mette var så god til at tage imod os, og i "børnehøjde" forklare, hvad hun laver. Eleverne var meget interesserede og fik svar på deres spørgsmål, og Mette skal have en stort tak for at være så god mod børnene, siger Sara Bjørnskov.
Ordet er dit