Valgflæsk på gymnasiets menu

Af Torsten Hansen, Tirsdag, 07/05/2019 12:00

Førstegangsopstillede mødte førstegangsvælgere i Aars

AARS: Vesthimmerlands Gymnasium og HF havde både rent bogstaveligt og i overført betydning sat valgflæsk på menuen i mandags. I lektionen op til spisepausen havde skolens samfundsfagslærere arrangeret en fællestime med kandidater til det forestående folketingsvalg. Konceptet var, at repræsentanterne fra partierne skulle være førstegangskandidater til Folketinget, så det var ”første gang” for både panelet og tilhørerne.

Fællestimen startede med, at de syv kandidater præsenterede sig. Yderst til venstre på scenen sad Enhedslistens Sinem Demir, der vat stået op kl. 03.40 i København for at være på plads i Aars til tiden. Hun fortalte, at hun først var blevet dansk statsborger sidste år. Ved siden af hende sad partiforeningsformanden for SF i Aalborg, Line Petersen, der var blevet nødt til at erstatte kandidaten Jacob Klivager Vestergaard, der var blevet forhindret i sidste øjeblik. Alternativet var repræsenteret ved skuespilleren Christian Gade Bjerrum og Socialdemokratiet ved lægen Søren Valgreen Knudsen. Til højre for ham sad Casper Hedegaard fra Radikale Venstre. Så fulgte Marie Bjerre fra Venstre, og yderst til højre sad Martin K. Madsen fra Liberal Alliance. Han var ganske vist ikke førstegangskandidat, kunne han oplyse, men da han kun fik fem stemmer sidste gang, skulle han have taget revanche.

Slagets gang blev styret af lærerne Cathrine Vad Nørmark og Marie Skou, og de holdt politikerne i kort snor, så taletiden så nogenlunde blev overholdt, og eleverne i salen fik lejlighed til at stille spørgsmål. Dem var der faktisk mange af undervejs. Også nogle af de mere finurlige, der viste, at spørgerne var godt inde i sagerne.

Uddannelsespolitikken

Ordstyrerne havde valgt en tre til fire specifikke emner, som de gerne ville have panelets synspunkter på. Det første var, meget naturligt på et gymnasium, uddannelsespolitikken, hvor omfordelingsbidraget kom i fokus. Her ville de partier, der ikke er i regering, ikke uventet have det fjernet, mens de andre var lidt mere fleksible. Line Petersen krævede uddannelsesloftet fjernet, mens Alternativets mand havde et mere utraditionelt forslag, inspireret af klimademonstrationen d. 15. marts: Det skulle gøres lovligt for de studerende at have op til 10 dages fravær om året til at finde deres egen vej at studere på. Søren Valgreen Knudsen understregede, at uddannelse er den vigtigste ressource, vi har, mens Casper Hedegaard talte varmt for de svageste i uddannelsessystemet. Marie Bjerre gik ind for mere frihed og fleksibilitet, kombineret med sunde offentlige finanser. Martin K. Madsen, der er gymnasielærer, gav et par eksempler fra sin skole på, at der godt kan laves ansvarlige besparelser. Ifølge ham er der en masse spild i den offentlige sektor, og man kan godt ”trimme” systemet.

Der var af gode grunde ikke så meget tid til at komme ind på reelle tal i debatten, så her og også senere i debatten lovede flere af kandidaterne at sende partiets ”fuldt finansierede plan”, når nogle tilhørere fra salen stillede spørgsmål til sammenhængen mellem det, der blev lovet, og finansieringen af det.

Udfordringer

Det næste tema i debatten var, hvilke udfordringer for fremtidens velfærdssamfund kandidaterne så. Her sagde Martin K. Madsen, at pensionsalderen skal stige fremadrettet, og vi skal alle sammen spare op til fremtiden. Der skal større fradrag til, og skatterne skal sænkes, så vi kan konkurrere. Marie Bjerre satte mennesket før systemet, og unødvendig administration skal undgås. Casper Hedegaard sagde, at velfærdssamfundet er den mest danske værdi. Han gik ind for, at man afskaffer egenbetaling, f.eks. hos tandlægen. Også Søren Valgreen Knudsen, der er læge i psykiatrien, havde set besparelser, der udhuler velfærdssamfundet, og han mente, en valgperiode mere med en liberal regering kunne være fatal for velfærden. Christian Gade Bjerrum havde mødt mange unge med stress, og han slog fast, at dem, der er udsatte, skal hjælpes. Line Petersen sagde, at et samfund skal vurderes på, hvordan man behandler de udsatte, og hun mente, det er en skændsel, at vi har næsten 65.000 fattige børn i Danmark. Sinem Demir kunne ikke gå ind for en højere pensionsalder for at bevare velfærdssamfundet. I stedet ville hun rulle selskabsskatten tilbage.

I øvrigt udspandt der sig en længere debat om pensionsalderen, fremprovokeret af Martin K. Madsen, der mente, at vi altid har et valg i tilværelsen. Som ung kan man måske have et job som turistguide på Mallorca, men vi har altid mulighed for at skifte job eller uddannelse, og har man så et nedslidende job, må man selv sørge for at spare op, så man kan forlade arbejdsmarkedet i tide. Til det replicerede Sinem Demir, at valget for en murer eller en pædagog er ret illusorisk. Fra rød side blev det i øvrigt bemærket, at der var foretaget en række besparelser, der havde forringet arbejdsmiljøet. Det afviste Marie Bjerre, og hun foreslog, at man afskaffede unødvendigt administrativt ”bøvl” til fordel for velfærdssamfundet. Hun slog fast, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Som ved de andre emner stak Christian Gade Bjerrums indlæg lidt af fra de andres, idet han gik ind for en 30 timers arbejdsuge. Vi skal ikke arbejde os selv ihjel, sagde han. Det skal så finansieres ved at beskatte de store firmaer, der kommer til Danmark, og spare på kampfly. ”Robotterne kommer”, sagde han også, så der vil ikke være lige så mange jobs som nu.

Klimaområdet

Også ved det næste emne, klimaområdet, var hans svar kort og kontant: ”Leave no trash!” (Ryd op efter jer selv!). Han kom også ind på dagens ”nyhed” i medierne, om at biodiversiteten var truet, idet en million dyrearter risikerer at forsvinde. Vi vil den grønne omstilling mest, sagde han. Det viste sig dog, at alle partierne havde en mening om, hvad der skulle gøres. De var blot ikke helt enige om midlerne og tempoet. Enhedslistens repræsentant sagde, at vi har 12 år til at få vendt skuden, og løsningen skal være socialt retfærdig. SF kræver også handling nu og turbo på udfasning af dieselbiler. Søren Valgreen Knudsen sagde, at vi har bidraget ude i verden med grøn omstilling, og det skal vi fortsætte med. Casper Hedegaard pegede på, at vi har vist vejen med vores vindmølleindustri, og vi skal forske videre i grøn teknologi. Her kunne Marie Bjerre også fortælle, at Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Venstre havde lavet en alliance om grøn omstilling i Nordjylland. Liberal Alliance ville dog lige klappe hesten og få identificeret problemet ordentligt.

Sæt tre ord på

I den forbindelse var der et fiffigt spørgsmål fra salen til Christian Gade Bjerrum. Spørgeren ville vide, hvad han mente om de andres partiers forbrug af ressourcer til flotte flyers og plakater. Det var dog blevet tid til politikerne at spare på ordene, idet ordstyrerne bad dem om ”at sætte tre ord på”, hvad de ville, hvis de blev vagt. Martin K. Madsen tog det helt bogstaveligt og foreslog ”Hold på tegnebogen!”. Der kom dog lidt flere ord på hen ad vejen. Sinem Demir sluttede af med at sige noget om bedre behandling af flygtninge og anti-racisme. Det var ellers et emne, der slet ikke havde været oppe i den timelange debat. Så heldige er vi nok ikke i den ”rigtige” debat, når valget bliver udskrevet.

Til sidst stod den så på valgflæsk, også til førstegangskandidaterne. Det foregik i god ro og orden, hvor de bl.a. sludrede om den tredje limfjordsforbindelse og Egholm.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"