Valgkamp indstillet i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Lørdag, 13/11/2021 12:31

VESTHIMMERLAND: Corona-smitte har afbrudt valgkampen i Vesthimmerland.

Alle indendørs debatter er blevet aflyst, efter DFs spidskandidat Liselotte Lynge Jensen blev bekræftet smittet torsdag.

Fredag blev alle politikere, som deltog i et valgmøde i Aalestrup med hende, også testet med en kvik-test.

Alle testede negativ, men skal testes igen søndag med en PCR test for at eliminere risikoen for at være smittet.

Hovedpersonen selv ærgrer sig naturligvis, men er mest bekymret for om hun har smittet andre.

- Jeg har kun fået gode kommentarer og ønsker om god bedring, siden jeg slog det op, nu krydser jeg bare fingre for, at jeg ikke har smittet andre, det ville være det værste, siger Liselotte Lynge Jensen.

Hun har kun milde symptomer, men er bekymret for om hun kan være med til konstitueringen af det nye byråd tirsdag aften.

- Jeg skal være symptomfri søndag eftermiddag, så der kan gå 48 timer, inden jeg kan gå ud af isolation. Jeg har brevstemt, så den er afgivet, men jeg kan være bekymret for, om jeg kan være med til, når vi skal konstituere i messecenteret. Der er en masse tanker, som ryger gennem hovedet, og jeg vil bare gerne sige tusind tak for opbakningen til alle, som har skrevet og ringet for at ønske mig det bedste, siger Liselotte Lynge Jensen.

Man kan stadig møde politikere på gaden, som i Aars lørdag, hvor de samledes omkring den pølsevogn, Mikael Toft fik stillet op.

- Jeg er glad for at, vi kan komme ud og møde vælgerne udendørs, nu hvor alle indendørs arrangementer er aflyst. Det har været en hård omgang, så det er faktisk lidt belejligt, at vi kan få en pause. Når nu alle ikke kan møde op til det, tror jeg vi alle er glade for at få lidt pusterum inden tirsdag. Det interessante er, at jeg har mødt flere, som nævner, de er glade for, vi ikke repræsenterer et landspolitisk parti, fordi de er ved at være trætte af at høre om landspolitik og har lyst til, at vi fokuserer lokalt, siger Thomas Jensen fra Vesthimmerlandslisten.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"