Vandskade ved HEG-bygning i Aars: Uenighed om ansvar efter en stor lækage

Af Ture Damtoft, Torsdag, 22/01/2026 13:32

AARS: En alvorlig vandskade i en bygning hos Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i Aars har udløst en verserende sag om ansvar og udbedring.

Skaden opstod i november og skyldes en lækage på en fjernvarmeledning, hvor meget varmt vand i en periode på op mod to uger fossede ud under bygningen.

Ifølge bygningsansvarlig ved HEG, Karsten Nielsen, løb der omkring 1,5 millioner liter 85–90 grader varmt vand ud i jorden under bygningen.

Temperaturen steg markant indendørs, og det dampede op gennem gulve og installationer.

Det varme vand har medført, at kloakrør og regnvandsrør er smeltet sammen, hvilket betyder, at flere toiletter og håndvaske fortsat ikke kan benyttes.

- Bygningen kan igen bruges til automekanikeruddannelsen, men der er stadig installationer, som ikke fungerer, fordi rørsystemerne er beskadiget, siger Karsten Nielsen.Aars Fjernvarme rykkede hurtigt ud og har etableret en ny, permanent rørføring for at sikre fortsat varmeforsyning til byen, og asfalten er efterfølgende reetableret.

Drift det vigtigste
Direktør Ulf Bender Givskov, HEG, understreger, at det vigtigste i situationen har været at sikre driften – både for fjernvarmeværket og for uddannelsesinstitutionen.

- Det vigtigste har været, at både fjernvarmen og vi har kunnet fortsætte vores drift. Så kommer spørgsmålet om udbedring og ansvar bagefter, siger han og roser samtidig Aars Fjernvarme for den hurtige indsats og det ellers gode samarbejde.

HEG og Aars Fjernvarme har endnu ikke haft et møde om sagen. Ifølge Ulf Bender Givskov er næste skridt netop at mødes og eventuelt med juridisk bistand.

- Det løber op i rigtig mange penge, så vi er nødt til at være påpasselige. Jeg vil allerhelst undgå at blæse sagen op, før vi ved, om vi reelt er uenige, og hvor ansvaret ligger juridisk, siger Ulf Bender Givskov.

Karsten Nielsen oplyser, at Aars Fjernvarme har frasagt sig ansvaret for skaderne på bygningen, og det er derfor, sagen er givet videre til HEGs ledelse og bestyrelse med henblik på at få placeret ansvaret.

- Tonen er god, og vi har et godt samarbejde med Aars Fjernvarme. Men vi har denne sag, hvor vi skal finde ud af, hvem der skal betale for udbedringerne, siger han.

På vegne af Aars Fjernvarme oplyser bestyrelsesformand Svend Andersen, at selskabet ikke mener at have ansvar for bygningsskaderne.

- Vi har gjort klart, at Aars Fjernvarme ikke har ansvar for eventuelle skader på bygningen, men vi deltager gerne i et møde, hvilket erhvervsskolen ikke har ønsket, skriver han i et svar til Aars Avis.

Bygget ovenpå rør
Aars Fjernvarme henviser samtidig til bygningens historik.

Fjernvarmeledningen blev anlagt i 1985 på kommunal grund.

Da undervisningsbygningen blev opført i 1986, lå ledningen i vejen for byggeriet.

Ifølge fjernvarmeselskabet blev det aftalt, at bygningen kunne opføres oven på ledningen mod, at bygherre påtog sig enhver fremtidig risiko. Denne løsning blev gentaget ved senere bygninger i 1987 og 1999.

Aars Fjernvarme skriver yderligere, at bygherre var Aars Bank og Sparekassen Himmerland.

Bygherren ønskede ikke at betale for at få flyttet fjernvarmeledningen, men ønskede i stedet at bygningen blev tilpasset, så der kunne bygges ovenpå fjernvarmeledningen.

Det blev aftalt, at bygningen ikke måtte belaste fjernvarmeledningen, hvorfor der blev støbt en betonkanal omkring fjernvarmeledningen.

Bygherren så store økonomiske og arealmæssige fordele i at bygge ovenpå eksisterende fjernvarmeledninger mod at måtte bære enhver form for fremtidig risiko for rør og bygning.

Bygningen er senere solgt til Erhvervsskolerne, så det må være en sag mellem køber og sælger, lyder vurderingen fra Aars Fjernvarme.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"