Vegger-hund i New Zealand

Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/01/2021 09:20

VEGGER: New Zealand er vel lidt et eventyrernes land efter filmene Hobbitten og Ringenes Herre.

Det er også lidt et eventyr for Annette Svendsen, at hendes seks-årige fox terrier Mille er kommet med på 2021 kalenderen fra det fjerne lands Fox Terrier Klub.

- Det er kun udenlandsk hund, som kommer med, så det er jeg da stolt over, siger Annette Svendsen, der også havde Millie på frimærker i 2020 som skrevet i Aars Avis.

De to millioner frimærker blev udsolgt på tre måneder.

Siden har Mille vakt begejstring over det meste af verden, hvor de har svært ved at ro deres øjne, når de ser hende sammen med de to katte fra hjemmet i Ejdrup.

- Terrier hunderacen er lidt kendt for at hade katte, så de er bare helt benovet over Mille, siger Annette Svendsen.

Efter Post Nord havde sat Mille på frimærker i foråret 2020, begyndte Annette at lægge billeder af hende op på sociale medier og fik med det samme mange reaktioner - især fra USA.

- Jeg postede for sjov nogle billeder af Milles venskab med kattene. Man må sige, at de blev taget med storm derovre. Det er mennesker med store armbevægelser, og der kom mange positive kommentarer. Jeg svarede, så godt jeg kunne og bekræftede, at "Det var den ægte vare". Hun fik ret hurtigt en solid fanskare, siger Annette Svendsen.

I maj måned tikkede der lige pludselig en besked ind fra New Zealand Fox Terrier klub.

De laver hvert år en fotokalender og overskuddet går til deres forening. De var stærkt interesseret i et af billederne med Mille og kattene. Der blev udvekslet nogle beskeder, og ord som "unikt" blev brugt mange gange.

- Jeg tænkte, at det var en enestående mulighed for at gøre reklame for den danske fox terrier i udlandet, og vi blev enige om betingelserne. Jeg var den eneste udlænding, der fik billede med i deres kalender, og så var det lige netop det der billede de ville have. Til gengæld ville jeg få et eksemplar af kalenderen tilsendt, siger Annette Svendsen.

Stor var glæden 22. december, da posten kom med en stor kuvert fra New Zealand.

- Det er da med stor stolthed, at den bliver hængt op på væggen her i 2021. Som Nordjyde bliver man da nok lidt betuttet af interesse fra det store udland. Men vi greb chancen. Vi har siden fået nytårshilsen fra New Zealand. De hilser og fortæller, at det til dags dato er deres bedst solgte kalender, og de har fået flere positive tilkendegivelser fra købere til hunden, der sidder sammen med kattene, siger Annette Svendsen.

Aars Avis beklager dybt, at vi er kommet til at skrive Milles navn forkert i denne uges avis. Og stort tillykke til Annette og Mille - sødere billede skal man lede længe efter.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"