Vegger indviede lethal under stor opmærksomhed

Lørdag, 24/10/2009 23:58

Borgere og gæster i Vegger blev lørdag mødt med en flagende by. Årsagen var, at byen og Vegger Idrætsforening, som står bag den selvejende institution Vegger Lethal, lørdag eftermiddag brugte et par timer på at markere indvielsen af den lethal, som ildsjæle i Vegger og i Vegger Idrætsforening har arbejdet seks år på at få etableret. Formand for Vegger IF og for Vegger Lethal S/I Jan Holmgaard sagde i sin velkomsttale:

– For nogle år siden fremkom ideen om at bygge en hal i Vegger. I første omgang blev ideen slået hen som værende tosset! Men der blev arbejdet videre med ideen. Der kunne jo bygges en form for maskinhal, og med sand som underlag.
Senere skulle der vise sig nye muligheder, og vil fik tilbud om byggeri af en lethal, og så tog tingene fart. I den forbindelse er vi nogle stykker der har arbejdet med opgaven siden 2003, men sammen med arkitekt Erik Andersen, Jørn Christoffersen fra Lokale & Anlægsfonden og Søren Christensen fra Rørbæk, ville vi aldrig være nået så langt som vi nu er kommet, understregede Jan Holmgaard.
I juni tog borgmester Jens Lauritzen første spadestik til det nye lethal, og i dag, godt 4 måneder senere, står Vegger med en fuldt færdig hal til 4,3 millioner kroner, heraf halvdelen finansieret af Lokale & Anlægsfonden, som igen får indtægter fra Tips og Lotto spil.
Herefter blev det lagt i hænderne på det lokale byrådsmedlem og én af ildsjælene bag projektet Asger Andersen at foretage den symbolske indvielse ved at klippe en rød snor. Denne handling viste sig – ganske som byggeriet af lethallen â€“ at trække lidt længere ud end planlagt, men ved 3. klip lykkedes det at dele det røde bånd, som ungdomsmedlemmer af Vegger IF holdt fast i. Asger Andersen sagde forinden klippet, at lethallen i Vegger nu står som et resultat af drømme og indsats, og at han er stolt af projektet.
Herefter blev der talt af Jørn Christoffersen fra Lokale & Anlægsfonden, arkitekt Erik Holm Andersen, Birthe Dahl fra Spar Nord, som medbragte en ekstra donation til byggeriet, Formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune Torben Myrup og folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (S). Alle roste de byggeriet og det vedholdende arbejde der er udført.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"