Velkommen til Nibe Avis i en ny tidsalder

Mandag, 25/05/2009 20:07

For kort tid siden blev der i den gennemførte »Tænketank« i Nibe lanceret ideen om, at Nibe bør have sit eget elektroniske medie på Internettet. Både dér og ved andre lejligheder er Nibe Avis blevet mødt med ideen om at etablere sig mere permanent på Internettet med en lokal flade.
Allerede 2. januar 2008 gik vi »på Nettet« i den form, som mange læsere allerede har erfaret, nemlig med en »e-paper« avis, med indbygget »bladrefunktion«.
Denne bladrefunktion findes nu øverst på alle sider i denne Net-Avis.

Nu er tiden så kommet til at tage næste skridt i retning af den elektroniske verden, og fra og med i dag kan man på internetadressen www.nibeavis.dk møde vor nye lokale Net-Avis, som er en ny medietype, der opdaterer lokale nyheder og annoncer m.m. fra hele det sædvanlige dækningsområde for Nibe Avis.
Den nye Net-Avis indeholder ikke alt fra den trykte udgave af Nibe Avis, og visse udgaver af stoffet vil være forskellig fra den trykte udgave til internet udgaven.
Den nye udgave er et supplement og en anden form at drive lokalavis på, og den kendte Nibe Avis, som hver onsdag lander i brevsprækken, vil ikke blive ændret; den kan man fortsat regne med hver onsdag, som det har været i snart 90 år.
Den nye Net udgave af Nibe Avis har vi udviklet på gennem nogle måneder, og den vil være i fortsat udvikling. 
Den vil foreløbig blive opdateret hver onsdag, og i det omfang der sker begivenheder eller ønsker om annoncering, som betinger at disse straks opdateres på www.nibeavis.dk.
Læs også side 9 i den trykte Nibe Avis, og klik straks ind på den nye udgave!
      Venlig hilsen
      Jacob Søndergaard, 
      redaktør

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"