Vesthimmerland: Børnefamilier kan selv vælge pasning
Af Ture Damtoft, Tirsdag, 12/11/2024 14:11
VESTHIMMERLAND: I forbindelse med Budget-2025 besluttede byrådet i Vesthimmerlands Kommune at give tilskud til hjemmepasning af egne børn. Det sker for at understøtte familiers frihed og fleksibilitet.
Der igangsættes et to-årigt forsøg med tilskud til pasning af eget barn med tilskud på 75 pct.
Det er blot ét af flere tiltag i den seneste budgetaftale, som imødekommer børnefamiliers muligheder og vilkår i Vesthimmerlands Kommune.
Andre tiltag er gratis buskørsel på lokale- og regionale ruter, nedsat forældrebetaling, så alle pasningstilbud er ensartet med en forældrebetalingsprocent på 20,87 pct. i både dagpleje, vuggestue og børnehave.
For hjemmepasning betyder muligheden helt konkret, at forældre kan få et tilskud på op til 6.812 kroner pr. måned eller 81.744 kroner for et år for at passe de mindste børn.
Aldersgruppen er fastsat til børn fra 0-2 år, nærmere bestemt fra 24 uger til og med den måned barnet fylder tre år.
De 75 pct. i tilskud er fastsat ud fra den billigste driftsudgift i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.
Tilskudsperioden er minimum otte uger og maksimum et helt år. Der kan ydes tilskud til forældre frem til og med 31. december 2026.
- Det bliver interessant og se, hvor mange familier der ser hjemmepasning som en god familieløsning.
Det giver en ekstra mulighed for frihed og fleksibilitet for den enkelte familie, og ikke mindst får vesthimmerlandske børn mulighed for at bruge mere tid sammen med deres forældre. Vi vil gerne medvirke til at gøre det så attraktivt som muligt for børnefamilier at bosætte sig i Vesthimmerlands Kommune, siger konstitueret formand i børne- og familieudvalget, Jeppe Korreborg Pedersen (C) om det nye forsøg om hjemmepasning i kommunen.
Forsøget om tilskud til hjemmepasning i Vesthimmerland evalueres i januar 2026.
Forældre kan søge om tilskud til hjemmepasning via kommunens hjemmeside.
Ordet er dit