Vesthimmerland, Dronning Margrethe, Prins Henrik og svampe

Af Ture Damtoft, Fredag, 14/01/2022 10:54

VESTHIMMERLAND: I anledning af Dronning Margrethe 2. jubilæum som regent i Danmark, sender borgmester Per Bach Laursen en både officiel og personlig hilsen.

- Jeg vil lykønske fra befolkningen i Vesthimmerland og ønske Dronning Margrethe tillykke med de 50 års regentjubilæum. Vi har verdens bedste monark, og vi har formået at holde en 1000-årig tradioten i hævd og har fået en bred folkelig opbakning til den. Det er udelukkende hendes majestæts og den kongelige families fortjeneste, siger Per Bach Laursen.

Dronning Margrethe og kongefamilien har i mange år haft et godt forhold til Vesthimmerland.

Den kongelige jagthytte i Trend Skov blev skænket til kongefamilien som en folkegave i anledning af kronprins Frederiks og kronprinsesse Ingrids bryllup i 1935.

I alle årene siden har kongefamilien regelmæssigt været på besøg i Vesthimmerland.

Indtil 1972 holdt Kong Frederik og Dronning Ingrid hvert år juleferier i jagthytten med deres børn og børnebørn. Jagthytten er også ofte blevet benyttet i efterårs-og påskeferier.

I 2002 åbnede Dronning Margrethe porten for et begrænset antal gæster, fordi entréindtægten gik til ungdomsarbejde i Farsø.

Kronprins Frederiks 30 års fødselsdag blev fejret i jagthytten i Trend. Da prins Christian i 2011 fyldte seks år, blev også hans fødselsdag holdt i jagthytten.

I 2014 kom regentparret på officelt besøg i Vesthimmerland.

Turen gik til både Livø og Gatten, og begge steder samlede daværende borgmester og viceborgmester, Knud Christensen og Per Bach Laursen, ind fra naturen til de kongeliges middag.

- Knud og jeg var inviteret med til både Livø og Gatten. Det var i sensommeren, og Prins Henrik ville gerne have nogle hyben med til at lave en kompot af. Senere var vi i Gatten, og på rundturen fik Prins Henrik øje på nogle svampe. "Det er da rød okseblod, stop vi skal have nogen med hjem, udbrød han, og Knud og jeg hjalp med at samle nogen, som de fik med hjem til jagthytten i Trend til middagen samme aften. Min kone sagde bagefter, at vi var kommet meget hurtigt ud af golfvognene for at samle svampe, griner Per Bach Laursen.

Som soldat Livgardens Tambourkorps har han gjort tjeneste ved Amalienborg, Marselisborg, Fredensborg og på kongeskibet Dannebrog.

- Det lykkedes mig at slippe gennem nåleøjet. Det var specielt i sommerhalvåret, når man var i vagtkompagniet, og de henlagde residensen til f.eks. Marselisborg. En meget tidlig morgen fik vi lov til at komme ind og se slottet, og jeg har også været rundt på Dannebrog. Jeg må indrømme, at jeg har fotografier, hvor jeg sidder ved Dronningens skrivebord begge steder. Som først vice-borgmester og siden borgmester har jeg haft mere med hendes majestæt at gøre, og hendes eget og kongefamiliens forhold til Vesthimmerland fortsætter forhåbentlig i mange år, siger Per Bach Laursen.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"