Vesthimmerland kæmper for 10. Klasse Center
Af Ture Damtoft, Onsdag, 27/11/2024 08:00
AARS: Der blev sagt en del positivt om regeringens uddannelsesreform, da den blev fremlagt i oktober, men på et punkt har kritikken heglet ned over den.
Alle lige fra Enhedslisten til Dansk Erhverv og til de allervigtigste - nemlig de unge elever - er imod afskaffelsen af det år, som af mange bliver anset som en blanding mellem en chance mere til at få gode karakterer og et år mere til at blive lidt mere moden og finde den retning, man gerne vil tage i livet.
I Vesthimmerlands Kommune er der bred politisk enighed om, at både tidligere, nuværende og ikke mindst de kommende elever henholdsvis har været, er og vil være rigtig glade og få stor gavn af det ekstra år på 10. KlasseCenter Vesthimmerland i Aars, hvor der også kommer elever fra Rebild Kommune.
Derfor skaber regeringens planer om at nedlægge den nuværende 10. Klasse bekymring, og mandag mødtes bl.a. borgmester Per Bach Laursen (V), formand for beskæftigelsesudvalget Rasmus Vetter, nuværende elever og de ansvarlige for kommunens 10. klasse tilbud med folketingsmedlem Theresa Berg Andersen (SF) og repæsentanter fra Himmerlands Lærerkreds for at fortælle om de mange styrker ved netop at have 10. klasse, og hvordan mange timers brobygning til ungdomsuddannelser former de unge både fagligt og socialt.
- Eleverne var gode til at fortælle om, hvorfor lige netop 10. klasse er vigtig for dem. De er alle usikre på, hvilken uddannelse, de vil i gang med. På 10. klasse er der mange muligheder for at prøve forskellige erhverv og uddannelser, og de unge forklarede, hvordan de er blevet afklaret og har fundet den rette hylde. Når man gik rundt, emmede det af god stemning. Det er et rigtig godt tilbud, vi har, som desværre kan falde bort. Konsekvensen vil være, at man skal gå to år på en ny uddannelse, og så kan man måske gå der og være forvirret og måske droppe ud, fordi det var det forkerte valg. Det er den forkerte retning at gå i, siger Rasmus Vetter.
Den nye to årige EPX uddannelse, som regeringen vil erstatte 10. klasse med, skal oprettes fra 2030.
10. klasse er også adgangsgivende for HF, som også skal afskaffes, hvilket sandsynligvis vil betyde et alvere elevtal på Vesthimmerlands Gymnasium, der i forvejen er et lille gymnasium målt på antallet af elever.
Ordet er dit