Der vil blive mangel på plads til deponi i Vesthimmerland, og det vil tage op til otte år at få tilladelse til etablering af mere plads.
Vesthimmerland mangler plads til mere deponi
Af Ture Damtoft, Onsdag, 15/04/2026 08:30
VESTHIMMERLAND: Der vil med al sandsynlighed være mangel på plads til deponi i Vesthimmerlands Kommune, når i alt 44 minkfarme skal rives ned.
Det forudser Vesthimmerlands Forsyning, som derfor har bedt teknik-, miljø- og klimaudvalget om at tage stilling til en forundersøgelse om en eventuel udvidelse af kommunal deponi kapacitet.
En eventuel udvidelse af Vesthimmerlands deponi skal ifølge lovgivningen ske direkte under kommunen.
Det betyder, at det er Vesthimmerlands Kommune, som har ansvaret for at sikre fremtidige deponeringsmuligheder, selv om driften i dag varetages af Renovest A/S.
Det eksisterende deponi modtager i dag primært mineralsk affald som asbest, byggeaffald og mineraluld. Andre typer deponeringsegnet affald sendes videre til Reno Djurs. Men presset på kapaciteten forventes at stige markant i de kommende år blandt på grund af de mange minkfarme, hvor nedrivningerne vil medføre store mængder affald – ikke mindst asbest – og det vurderes, at det nuværende deponi ikke har kapacitet til at håndtere det.
Og det bliver en langsommelig proces, for efter forundersøgelsen kan sagsbehandlingstiden for en ansøgning om ny deponi plads være mellem fem og otte år ifølge Miljøstyrelsens oplysninger til Vesthimmerlands Forsyning.
Ordet er dit