
Anne Birgitte Jessen - ny direktør for Vesthimmerlands Museum fra 1. oktober.
Vesthimmerlands Museum har ansat ny direktør
Af Thorkil Christensen, Onsdag, 21/08/2024 07:00
AARS: Museumsinspektør Anne Birgitte Jessen tiltræder 1. oktober som museumsdirektør på Vesthimmerlands Museum, hvor hun afløser Broder Berg, der har haft ansvaret de seneste 16 år.
- Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med arbejdet og ser frem til at arbejde sammen med museets engagerede medarbejdere, frivillige og bestyrelsen.
Museet har gang i mange spændende projekter, og det ser jeg frem til at blive en del af, siger Anne Birgitte Jessen.
Anne Birgitte Jessen har i 16 år været museumsinspektør på Museum Salling og inden da været 10 år på Skive Museum. Hun har stor erfaring med større projekter, fundraising og samarbejde med frivillige, og så er hun uddannet indenfor middelalderarkæologi på Århus Universitet.
- Vi har haft flere spændende og kvalificerede ansøgere til stillingen, men vi er sikre på at netop Anne Birgitte Jessen har de rette kompetencer til at lede Vesthimmerlands Museum i de kommende år, siger formanden for Vesthimmerlands Museums bestyrelse, Mads Krarup.
Der er en ny tildelingsmodel for tilskud til de statsanerkendte museer på vej gennem Folketinget.
En model, som Anne Birgitte Jessen skal have in mente, når hun i det kommende år skal stå i spidsen for udarbejdelsen af en ny strategi for Vesthimmerlands Museum, der skal sikre at museets projekter, økonomi, forskning, samlingsvaretagelse og udstillinger bidrager til at øge kendskabet og besøgsgraden på museet.
- Udviklingen af Aggersborg, fortællinger om Livø Anstalten og udviklingen af museerne i Ertebølle og Aars er store opgaver der venter forude. Samtidig har arkælogoerne og de lokalhistoriske arkiver travlt med væsentlige samfundsmæssige opgaver.
Alt sammen opgaver der skal løses med stort overblik, tilfredse medarbejdere og en stærk økonomisk styring.
Så der bliver nok at se til, ikke mindst administrativt, for Anne Birgitte Jessen, siger Mads Krarup.
Broder Berg slutter formelt som direktør med udgangen af august.
Derfor er udviklingschef Maria Clement Hagstrup konstitueret som direktør for Vesthimmerlands Museum i september.
Der holdes velkomstreception for Anne Birgitte Jessen fredag, 4. oktober i museets administrationsbygning i Aars.
Ordet er dit