"Vi er mere ens, end vi tror" - sognepræst Lone Dolmer om et besøg i Tanzania

AARS: Sognepræst Lone Primdahl Dolmer, Aars, har sammen med 15 andre været på et to ugers besøg i Tanzania.

Turen var et genbesøg til partnerskabsmenigheden i Kayanga i Karagwe-stiftet, som er evangelisk lutheransk.

Besøget var præget af stærke møder, kulturelle forskelle og en oplevelse af et fællesskab, der rækker langt ud over landegrænser.

- Forskellighederne udviskes ret hurtigt, når vi finder ud af, hvor ens vi er. Vi vil alle gerne det bedste for vores børn, have en hverdag med trygge rammer og håb for fremtiden, siger Lone Dolmer.

Rejsen begyndte med fly til Entebbe i Uganda, hvorefter gruppen rejste videre i bus til Tanzania.

Undervejs fik de et indblik i både natur, samfund og levevilkår og ikke mindst i de vilkår, som deres værter lever under.

- Vi boede privat, og forholdene er meget anderledes. Der kan være en bruser, men det er ikke sikkert, der kommer vand ud af den. Og indkøb foregår på markedspladser, hvor folk sælger de afgrøder, de selv har dyrket, fortæller Lone Dolmer.

Kaffe og avocado
Mødet med hverdagen og livet i Tanzania, gjorde størst indtryk på rejsedeltagerne.

- Det åndelige indhold fylder meget. Det er, som om Gud er lidt nærmere. Det bliver tydeligt, at vi er forenet som mennesker og som skabte. Troen bliver vigtigere end kultur og tradition, siger Lone Dolmer.

Partnerskabet mellem Aars og Kayanga har eksisteret i fem år og har allerede ført til konkrete projekter.

Et af dem er et træplantningsprojekt, hvor Aars-menigheden har støttet plantningen af 1150 avocadotræer.

- Det er både et klimatiltag og en hjælp til lokalbefolkningen. Træerne er plantet mellem kaffetræer, som er deres primære afgrøde. Avocadotræerne giver skygge, og samtidig kan frugterne bruges som føde eller sælges, forklarer Lone Dolmer.

Under besøget plantede danskerne selv et træ som symbol på det fælles engagement.

At passe på kloden
Kirken spiller en central rolle i området, ikke kun åndeligt, men også socialt.

Gruppen besøgte blandt andet projekter for gadebørn, hvor kirken tilbyder mad, tøj, skolegang og forsøger at genforene børnene med deres familier, hvis det overhovedet er muligt.

- Det er børn helt ned til to år og op til 16 år, som ellers ville bo på gaden. Kirken tager et stort ansvar og ser det som en kristen forpligtelse at hjælpe, siger Lone Dolmer.

Derudover fik gruppen indblik i skoler, hospitaler og bæredygtige initiativer, som imponerede de danske besøgende.

- De er langt fremme i tankerne om at passe på kloden, og samtidig kan man se, hvor meget infrastrukturen betyder. For få år siden var der ikke asfalterede veje i området. Nu er der en enkelt vej, og det har åbnet for, at man kan få varer og byggematerialer derud. Den infrastruktur har i høj grad været med til at udvikle området og har haft stor betydning for udviklingen, fortæller Lone Dolmer.

Samme drømme
Turen bød også på gensyn med relationer, der blev skabt, da delegationen fra Tanzania besøgte Aars for to år siden.

Her havde de blandt andet mødt borgmester Per Bach Laursen, hvilket havde gjort stort indtryk.

- De nævnte det igen, da vi kom derned. Den måde han fortalte om demokrati og Danmark og kommunen, havde gjort stort indtryk. Han kom også til festgudstjenesten, det betød meget for dem, og var noget af det første de nævnte, da vi kom til Kayanga i år. Det havde de været meget imponerede over, siger Lone Dolmer.

Da der blev udvekslet gaver under besøget som et symbol på det fortsatte venskab, var der også en gave til Aars Kirke og til borgmester Per Bach Laursen, der fik den overrakt i sidste uge.

For Lone Dolmer står det klart, at rejsen har styrket forståelsen mellem menighederne og folkene, og hun er vendt hjem til Aars med en stærk oplevelse af fællesskab på tværs af kontinenter.

- Vi vil alle gerne gøre det bedste for vores børn, have en hverdag med rimelige forhold og tag over hovedet. Vi tænker på fremtiden, om vi kan klare os som individer og som menneskehed, og vi har de samme drømme og de samme betænkeligheder. Vi kan godt være forskellige og alligevel høre sammen. Det er måske det vigtigste, vi tager med hjem, siger Lone Dolmer.