Vognsild veteran har talt med flere: Der er bred enighed om, at det er rimelig dumt sagt
Af Ture Damtoft, Torsdag, 06/02/2025 11:35
Tirsdag offentliggjorde Aars Avis på aars.dk en del af interviewet med Jimmi Schoubo Povlsen og hans kritik af udtalelserne om, at Danmark skulle være en dårlig allieret.
Onsdag kom der mange flere reaktioner fra tidligere veteraner, pårørende og tre af Forsvarets fagforeninger - Centralforeningen for Stampersonel, Hovedorganisationen af Officerer i Danmark og Hærens Konstabel- og Korporalforening - har også kritiseret udtalelsen fra USA vicepræsident.
Det samme har alle de veteraner Jimmi Schoubo Povlsen har været i kontakt med.
- Vi har talt internt om det, og der er bred enighed om, at det er rimelig dumt sagt, men ellers kan jeg ikke tilføje så meget, siger Jimmi Schoubo Povlsen.
Artiklen på aars.dk var kun en lille del, og bringes nu i sin helhed, fordi Aars Avis er blevet spurgt til den fra læsere udenfor vores distributions område i Vesthimmerlands og Rebild kommuner.
VOGNSILD: Som soldat var Jimmi Schoubo Povlsen udsendt til Irak for den koalition af lande ledet af USA, som gik i krig mod Irak i marts 2003.
Han er en af 232 veteraner i Vesthimmerland, selvom han i dag er bosat i Frejlev ved Aalborg med sin forlovede og deres to børn.
I et interview på Fox News søndag kaldte vicepræsidenten for USA, James David Vance, Danmark for en dårlig allieret.
En udtalelse der provokerede Jimmi Schoubo Povlsen og mange af de veteraner, han kender og arbejder for at hjælpe.
- Jeg havde en ret kraftig reaktion og kommenterede den amerikanske journalists opslag på facebook, hvor jeg også fik mange reaktioner fra folk. Langt de fleste var helt enige med mig. Den kom op på cirka 200 reaktioner, inden der blev udøvet censur og min kommentar blev slettet. Det undrer mig jo ikke, de vil jo have det til at se så godt ud som muligt, og fakta må jo aldrig komme i vejen for trumpiske sandheder. Det er fuldstændig forkasteligt at kalde Danmark en dårlig allieret. Vi sendte vores unge kvinder og mænd afsted for at bakke op om dem (USA, red.) og den musketered, vi har i Nato. Vores soldater ikke bare satte deres liv på spil, mange mistede deres liv. At man kalder os en dårlig allieret er simpelthen uforskammet, siger Jimmi Schoubo Povlsen.
20.512 udsendte
Danmark havde soldater i Irak indtil 2011.
Allerede i begyndelsen af 2002 var de første danske soldater blevet udsendt til Afghanistan. De sidste blev trukket ud i august 2021 under kaotiske forhold, efter USA med kort varsel besluttede at trække sig ud.
Over årene var 20.512 danske soldater udsendt i de to krige, flere af dem mere end én gang.
Jimmi Schoubo Povlsen var udsendt i 2006, 2007 og 2009 primært i Basra området, hvor han flere gange var i ildkamp, og hvor han så kammerater blive såret og falde for Danmark.
Tallet på de 20.512 udsendte soldater kommer fra Forsvarsministeriets hjemmeside.
Her er tallene over faldne og sårede også.
I Irak faldt otte soldater og 19 blev sårede. I Afghanistan faldt 44 danske soldater, og 214 blev sårede - heraf 30 hårdt såret.
Men en ting er de fysiske ar, noget andet er de psykiske, og dem har Jimmi Schoubo Povlsen hjulpet siden 2018, da han stiftede Veterankortet.
Gjort sig fortjent
Det begyndte som en form for rabatkort for veteraner, har i dag omtrent 50.000 veteraner som medlemmer og har udviklet sig til også at være et netværk og et fælleskab til at støtte de tidligere udsendte, der kæmper med PTSD, økonomiske problemer eller sociale udfordringer.
- Det handler om at anerkende, hvad de mennesker har gjort for os, og give dem den støtte, de fortjener. Om vi skulle være gået i krig eller ej er underordnet. Soldaterne valgte at kæmpe for Danmark, fordi de blev bedt om det, og de har gjort sig fortjent til både vores taknemmelighed og den hjælp, de har brug for, siger Jimmi Schoubo Povlsen.
En indsats han har modtaget tre medaljer for, blandt Nordic Veterans Medal of Honour fra Kronprins Frederik i 2022.
- Han er så lige blevet forfremmet til "storchef" i mellemtiden, siger Jimmi Schoubo Povlsen med et grin.
Sine egne tre udsendelser kom han over på nogle måneder.
En tid hvor han var i alarmberedskab og reagerede på enhver uventet lyd, men så vænnede han sig til dagligdagen igen.
Den hurtige omstilling giver han Vognsild og det lokale fællesskab æren for.
Her var fællesskab og nærhed i fokus, og det var dejligt at komme hjem til efter oplevelserne som udsendt soldat.
Der var smæk på
Især i Basra, hvor han flere gange var i ildkamp.
- Der var satme smæk på. Jeg har været i bagholdsangreb, det vi kaldte shoot & scoot, og i regulær ildkamp omkring Qarmat Ali broen mod en god blanding af alt muligt. Fra professionelle soldater til amatører, som bare var utilfredse med vores tilstedeværelsen. I Danmark ville vi nok kalde det utilpassede unge, som var sure på amerikanerne, og så skød de på os, siger Jimmi Schoubo Povlsen, der ikke har så mange pæne ord om de amerikanske soldater.
- De var lidt mere brutale end os. De ville for eksempal bare køre ind i civile biler for at flytte dem, hvor vi ville få dem flyttet først, inden vi fortsatte. Os danskere og briterne var mere hensynfulde overfor den lokale befolkning og snakkede med dem og tog hensyn til deres religion og traditioner. Der hørte jeg om tilfælde, hvor amerikanerne ville bestemme alt og afspærrede områder, så de lokale for eksempel ikke kunne komme i moskeen. Vi havde kvinder med ude for at kropsvisitere kvinder, det var langt fra altid amerikanerne havde det. Men vi samarbejdede med dem, for de var vores allierede. At vi nu skal høre på, når man har stået med kugler om ørerne og selv har mistet kammerater, at Danmark skulle være en dårlig allieret, det er noget bavl og gør sgu ondt, og det tror jeg egentlig, de amerikanske soldater i Basra ville være enige i, siger Jimmi Schoubo Povlsen.
Ordet er dit