Workshop gav nye idéer til Aars by
Af Ture Damtoft, Tirsdag, 31/03/2026 07:40
AARS: En workshop i forbindelse med Fødselsdag by Night i Aars samlede deltagere i alle aldre, og skabte et væld af nye idéer til, hvordan byen kan udvikles.
Deltagerne talte unge, børn, familier og ældre, og der kom input fra alle grupper - men især unge og børn er vigtige for fremtidens byliv.
- Det er dem, der ved, hvordan de vil bruge byen, og hvordan vi kan få dem til at opholde sig mere i Aars mere også om fem, ti og femten år, siger projektleder Anna Dorte Nørgaard.
Et centralt tema var, hvordan man kan få unge familier til at blive i Aars i stedet for at søge andre lokaliteter.
Der kom også mange gode forslag til, hvad de tomme butikslokaler kan bruges til.
Forslagene spænder fra fælleslokaler for foreninger og frivillige til, at restauranter kan prøve nye koncepter ved at servere mad på skift en gang om måneden.
Der blev også lagt vægt på at skabe steder, hvor børn kan lege, mens deres forældre opholder sig i byen.
- Næste skridt er at samle alle forslagene og præsentere dem for følgegruppen, så vi kan målrette indsatserne i bysamarbejdet mellem foreninger, handelslivet, kulturlivet og kommunen, siger Anna Dorte Nørgaard. Formålet med workshoppen er også at give aktørerne mere viden om, hvordan man skaber et godt bymiljø og fungerer som gode værter, så besøgende naturligt bevæger sig mellem aktiviteterne.
Når der for eksempel er musik i Musikhuset, kan man samtidig gå ned og spise på en restaurant, eller børnene kan lege i anlægget, mens deres forældre er til musik på Kimbrertorvet om sommeren.
- Workshoppen viste, at der er stort engagement fra både borgere og aktører, og idéerne skal nu omsættes til konkrete tiltag, der kan styrke Aars som en levende og attraktiv by for alle aldersgrupper, siger Anna Dorte Nørgaard.
Ordet er dit