Byfesten i Vognsild blev lige som ønsket

Af Ture Damtoft, Onsdag, 16/08/2023 07:00

VOGNSILD: Der var store forhåbninger hos Lone Jensen og alle de andre frivillige inden byfesten i Vognsild i weekenden, og de blev til fulde opfyldt.

Alle dagene var der masser af opbakning, og især lørdag blev en helt perfekt dag, hvor landsbyånden på allerbedste vis viste sig.

Ungerne kunne lege, hvor de ville, og forældrene slappe helt af, for alle kendte hinanden og holdt øje med hinandens børn.

- Det kunne du aldrig gøre til Kimbrerfesten. Det er lige sådan noget, vi kan i en lille by, hvor alle kender hinanden. Der er kommet mange fra Østrup og Vestrup, vi kender jo hinanden gennem skole og minihallen, og det er dejligt at se så mange bakke op om byfesten, siger Lone Jensen, der har været tovholder på byfesten men skynder sig at sende mange roser videre til andre.

- Uden alle de andre frivilligt kunne det ikke lade sig gøre. Det kan godt være, jeg står som tovholder, men en som Kim Sørig går fra dør til dør for at finde hjælpere, og festen kunne slet ikke lade sig gøre uden ham, siger Lone Jensen.

Delte ildsjæl prisen

Lørdag var den travleste dag, og der var fyldt godt op både inde og ude ved Vognsild Klubhus af kendte ansigter, også dem som er flyttet fra byen.

- Det var vanvittigt, så mange folk vi var lørdag, i forhold til hvor mange vi har været. Der var nok dobbelt så mange, som der plejer at være. Sidste år var der ro på pladsen i løbet af eftermiddagen, men i år var der fyldt op, og folk sad bare og hyggede sig. Der er jo helt klart et godt fællesskab på tværs af de tre byer og fra forskellige foreninger. Bare det, at vi havde spejderne med, er jo megedejligt, at vi er flere der kan mødes, siger Lone Jensen.

En af dem, som var kommet hjem til Vognsild, var Morten Poulsen og familien, som nu bor i Aars. Han var helt enig i, at stemningen var en helt anden end til Kimbrerfesten.

- Det er jo en stor fest for tusinder af mennesker. Her kender vi hinanden og har det bare hyggeligt, og så er det lidt rart at hilse på alle, siger Morten Poulsen med favnen fuld af slush-ice og sodavand til børnene.

Lørdag aften blev der for første gang kåret en Årets Ildsjæl i Vognsild.

Æren gik til Lone Jensen for hendes store arbejde med byfesten, men hun skyndte sig at dele den med en anden, som fortjener den lige så meget.

- Jeg er meget glad og stolt over prisen. Kim Sørig fortjener den også. Det er altid ham, jeg sparrer med og læner mig op ad, og han er ligeså meget ildsjæl, som jeg selv er, siger Lone Jensen.

Resten af aftenen blev der festet, og søndag ryddet op hvor de frivillige fik talt om, hvor vellykket byfesten var, og at hvordan succesen skal gentages næste år.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"