Nørager-forfatter har vundet Orla prisen to år i træk

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 28/11/2023 15:20

NØRAGER: Det begyndte som hjælp til at give en enkelt dreng lyst til at læse, og to bøger om katten Miki senere har Charlotte Berwald fra Nørager vundet Orla prisen to år i træk for den bedste bog med spænding, der fik læseren til at bide negle.

- Jeg fik en besked fra Nicklas, efter jeg havde vundet, og han er lidt stolt over, at han var den første, som læste om katten Miki, siger Charlotte Berwald.

Orla prisen fik hun overrakt torsdag 23. november ved et stort show i Aarhus.
Allerede da de nominerede i kategorien blev læst op, havde hun en god mavefornemmelse.

- Børnene begyndte allerede at klappe, da der blev sagt "Min kat er gangster", og den fik det højeste bifald. Værten var også rundt og spørge børnene, hvilken der var deres yndlingsbog, og der var både drenge og piger, som sagde, at "Min kat er gangster" havde givet dem læseglæde. Det er det vigtigste for mig, at de kan lide bøgerne, og så kan vi altid lede dem ind på finlitteratur senere, siger Charlotte Berwald i hjemmet på Sortebakken, som hun deler med sin mand Martin og deres søn Alexander på to et halvt år.

Steget en tak eller to
Tredje bog i serien om Miki er allerede på vej, og hun har lige afleveret bog nummer otte i serien H for hest og bog nummer seks i serien om Ponyakademiet.
Der kommer lidt flere bibliotekspenge år efter år, og hun tror på sin drøm om at kunne leve af at være forfatter.

- Det er jo nok drømmen for de fleste skrivende mennesker. Det nærmer sig. Jeg kan også mærke, at jeg lige er steget en tak eller to hos forlagene, og folk skriver lidt anderledes til mig. Det ville jeg egentlig helst, de ikke gjorde, for jeg er jo bare Charlotte ligesom før, jeg vandt de to Orlaer, siger Charlotte Berwald.

Udover sine egne bogserier arbejder hun på en ungdoms roman - eller young adult på nydansk - sammen med Martin.

Finde meningen
Arbejdstitlen er "Men verden løb videre", og handler om en ung pige med masser af planer for fremtiden, der bliver kørt ned og pludselig ikke kan klare sig selv.

- Det er ikke en roman med løsninger. Den beskriver situationen og frustrationen for pigen, siger Charlotte Berwald, der trækker på egne oplevelser.

For to år siden var hun selv ude for en alvorlig livsændrende ulykke og fik en alvorlig hjernerystelse, som hun stadig mærker følgerne af.

- Jeg havde planer om at blive gymnasielærer, men det måtte jeg opgive. Det var så galt, at jeg ikke kunne køre bil uden at blive ekstremt træt. Det var som et batteri med fem procent strøm. Jeg kunne ikke skrive, jeg kunne ingenting. Hvis jeg læste en bog og så hørte en lydbog, kunne jeg ikke huske, hvad jeg havde læst lige før. På en god dag fik jeg sendt to sætninger afsted om dagen. Så måtte jeg jo finde meningen i det, og det er hele den her personlige kamp, om hvordan man bliver mødt af omverdenen, når man har en usynlig skade, som måske aldrig heler helt, som mig og Martin skriver om i den nye roman. Han har prøvet det fra den anden side, og sammen håber vi at kunne beskrive, hvad man går igennem både som den, der kommer ud for uheldet, og som de pårørende, siger Charlotte Berwald.

Hjerneprutter
Heldigvis har hun fået det meget bedre, og hun tror selv, der var nogle nervebaner i hjernen, der fandt hinanden for en måned siden.

- Jeg fik nogle anfald, hvor jeg lige pludselig fik små glimt af mærkelige drømme fra de sidste 10 år, som man ellers bare glemmer. De kom i små glimt med 5-10 af gangen, og jeg fik ondt i hovedet og kvalme, men når de var overstået, havde jeg det godt. Mit sprog er nærmest blevet normalt igen, hvor jeg før kunne have små hjerneprutter med ord, der ikke ville ud. Det stoppede fra den ene dag til den anden med anfaldene, jeg er ikke så træt, og min korttidshukommelse er blevet bedre. Det er så dejligt, siger Charlotte Berwald.

Med sine bøger håber hun at give andre glæde og måske endda inspiration.
Hun får massevis af positiv feedback fra sine læsere, og det er dem, hun tænker på, når der skrives på den næste bog, som bliver nummer 24 fra hendes hånd.

- Jeg er bange for at kede mine læsere, så jeg har rigtig meget handling med og skriver ikke så meget ud. Det skal ikke være mange ord for mange ords skyld, jeg synes, det er en kunst at kunne bruge få ord. Det er det fede ved litteraturen, at vi alle kan komme med vores eget bud. Vi har alle en vigtig plads, og der er ikke noget idealmenneske. Jeg kan ikke lide at tale om min alder, men med mine 33 år synes jeg efterhånden, jeg har opnået noget, jeg kan være stolt over, og hvis nogen er efter mig, kan jeg jo vise dem de to Orla priser, siger Charlotte Berwald.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"