Nye læger fundet til praksis i Nørager

Af Ture Damtoft, Fredag, 22/03/2024 13:35

NØRAGER: Region Nordjylland modtog et ekstraordinært kort ophørsvarsel på en måned fra praktiserende læge Peter Aaquist og ejeren af Lægehuset i Nørager med virkning pr. 1. april i år.

Ejerne af Sundhedshuset gjorde en stor indsats for at finde en ny læge, men trods en del interesse og samtaler med forskellige læger måtte de for to uger siden overlade det til Region Nordjylland at finde nye læger.

Regionen iværksatte en hurtig annoncering af kapaciteten med tilhørende patienter, ligesom der blev tilført og annonceret en såkaldt 0-kapacitet - en lægepraksis uden tilhørende patienter - til lægedækningsområde Nørager.

Det er nu lykkedes at finde to læger, og det er Jens Majgaard og Negar Pourbordbari, som fra 1. april overtager og driver kapaciteterne, hvilket sikrer lægedækningen for de patienter, der er tilknyttet Lægehuset i Nørager.

De to læger bliver kompagnoner i en praksis, som de vil drive i Sundhedshuset i Nørager.

Klinikken havde pr. 5. marts 1.710 patienter, som nu igen kan komme til en lokal læge.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"