17 årig kørte ind i bygning i Hornum

Af Ture Damtoft, Mandag, 04/09/2023 10:06

HORNUM: En 17-årig pige mistede herredømmet over den personbil, hvor hun sad ved rattet med sin mor ved siden af, og kørte ind i en stolpe og en stor facaderude på bygningen Jernbanegade 1A i Hornum.

Politiet modtog anmeldelsen lørdag formiddag og sendte en patrulje til stedet.

Den 17-årige blev sigtet for at køre uden førerret, og pigens mor blev sigtet for at lade sin datter køre bilen.

Hvordan de to forholder sig til sigtelsen oplyste politiet ikke, men som udgangspunkt må en 17-årig gerne køre bil med en ledsager, hvis følgende regler efterleves.

Ledsageren skal være minimum 30 år, skal have haft et dansk udstedt kørekort til kategori B (alm. bil) i de seneste 10 år. I den periode må kørekortet ikke have været frakendt – hverken betinget eller ubetinget.

Kørekortet skal altid medbringes, og ledsageren skal til enhver tid lovligt kunne køre bilen forsvarligt. Oplysningerne er fra Rådet for Sikker Trafik.

Bygningen i Hornum tilhører Geopoint Landinspektører, og ejer Kristian Grønhøj kunne konstatere, at en stor facerude er knust i stumper og stykker, og en af fire søjler, der bærer et udhæng, er kørt af den lille metal-stolpe, den stod på.

- Der er ikke nogen fare for, at det falder sammen, men der skal nok en ny stolpe til, siger han, og kunne glæde sig over, at den knuste rude ved ind til et lagerrum, som ikke bliver brugt til dagligt.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"