Nye toiletter og nyt lys i kulturhuset i Hornum

Af Torsten Hansen, Onsdag, 19/07/2023 07:00

To bevillinger på i alt 120.000 kroner giver store forbedringer

HORNUM: Sommeren bliver i Hornum brugt på at gøre byens kulturhus endnu bedre.

En række af de frivillige i KulturDebathus Søttrup arbejder på at forbedre faciliteterne for de besøgende.

- Vi har hidtil kun haft et toilet. Det har ikke helt været nok. Nu har vi søgt midler fra Grøn Pulje, der stammer fra penge ved solcelleanlægget ved Navnsø. Vi er så heldige, at vi er bevilget cirka 60.000 kroner, siger Hans Grishauge, der er talsperson for KulturDebathus Søttrup.

Beløbet lyder ikke af meget. Især ikke når det handler om at etablere to toiletter i den tidligere frikirke.

- Nu er det jo sådan, at vi kan glæde os over, at vi har flere frivillige, der er gode til mange typer arbejde - blandt andet til at bygge toiletter, siger Hans Grishauge.

Derfor kan kulturhuset få etableret to toiletter inden for de økonomiske muligheder.

Helt konkret nedtages det toilet, der eksisterer i bygningen. Der gøres plads til to toiletter ved siden af hinanden - adskilt af en skillevæg. Dermed fordobles kapaciteten på de samme kvadratmeter.

Hans Grishauge, der i sine unge dage blev udannet i murerfaget, giver også en hånd med ved ombygningen af toiletrummet. Han er dog hurtig til at forklare, at det normalt ikke er ham man møder med en hammer i hånden. Men denne sommer betjener han hammer og mejsel, og gør klar til at væggene kan blive vandskuret.

Forbedringerne foregår ikke kun på toilettet. Det er også lykkedes at få bevilliget cirka 60.000 kroner fra Norlys Vækstpulje. De penge bruges til at fjerne de nuværende lamper på væggene i det store rum.

Samtidig nedtages de gamle lysekroner i loftet. De erstattes af nye.

- De nuværende lysekroner er meget gamle og meget energikrævende. Samtidig har lamperne på væggene været upraktiske, når vi har haft kunst hængende. De nye lysekroner kommer til at give et fint lys og vil være meget mere energivenlige, forklarer Hans Grishauge.

Lyset fra de nye lysekroner vil også kunne dæmpes, når det er nødvendigt.

De to gamle lysekroner er af træ.

- Vi skal finde ud af om de har historisk værdi, og måske designmæssig værdi. Men det er helt sikkert, at vi er nød til at have noget andet lys. De kan ikke klare opgaven længere, siger Hans Grishauge.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"