Vandpolo fik hul i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 26/02/2020 07:00

VANDPOLO: Aars Svømmeklub har fået endnu en nyhed på programmet.

Det er vandpolo for børn og unge fra 8-18 år. For at give så mange børn og unge mulighed for at prøve den nye vandaktivitet - og nok også for at tiltrække så mange som muligt - bliver det gratis at deltage resten af denne sæson.

Lidt omrokering med enkelte svømmehold i det travle bassin, har givet mulighed for, at klubben nu kan tilbyde endnu en vandaktivitet for børn og unge.

- Vi har i et stykke tid ønsket at starte vandpolo op i klubben, men det har været svært, at finde et ”hul” i bassinet til det. Det lykkedes i januar måned, så på klubbens generalforsamling spurgte vi de knap 70 fremmødte, om der var nogen, der havde lyst til at være træner på et nyt vandpolo hold. Der var hurtigt tre unge trænere, der meldte sig på banen, nemlig Mathias, Kris og Anne. Dejligt at se de unge mennesker gå forrest og påtage sig nye opgaver, siger formand Jimmy Krøier Sørensen.

Aars Svømmeklub er kendt for gode og veluddannede trænere, og det bliver det også på dette hold, garanterer formanden. For Anne Høgh-Rasmussen, Mathias Johansen og Kris Jensen har taget kursus i vandpolo, så de er ikke på helt bar bund.

- De har faktisk også taget kursus i kunstsvømning – tidligere kaldt synkronsvømning, men det må vi vente med, til vi har en større svømmehal, siger formanden.

For at deltage på vandpolo holdet, er det ikke nødvendigt, at være supersvømmer, men det er en forudsætning, at man kan begå sig i vandet og kan lide, at få vand i ansigtet.

Vandpolo er for vandglade børn, som kan lide holdsport og ønsker en vandsport med masser af aktivitet, udfordringer, sjov, fællesskab og målrettet træning.

Der vil blive lagt vægt på, at alle spillere uanset niveau skal være en del af holdet og får gode oplevelser med hjem fra træningen.

Vandpolo er en holdsport, der minder meget om håndbold, men spilles bare i vand.

Banen er på tværs af bassinet med et mål i hver ende. Der er fem spillere i vandet pr. hold, og hvert hold kan have op til seks udskiftere, for sporten er krævende, og pauser er påkrævet..

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"