Naturoplevelser

Naturen i Aars og omegn
Frodige ådale, store søer, samt vidtstrakte og lyngdækkede hedearealer, landeveje, cykel- og vandrestier og skovmarksveje er alle tilgængelige muligheder for en dag i naturen. Du kan også tage familien med til en af de mange naturlejrpladser, hvor bålplads, afslapning og fuglekvidder kan forsøde tilværelsen en kort stund. Kan man lide at vandre eller at cykle, er der ikke mangel på oplevelser i egnen omkring Aars. Hele området er gennemkrydset af småveje, og der er anlagt flere cykelstier, bl.a på nedlagte privatbanestrækninger. I mange år kunne man opleve at se storken i Vegger.

Navnsø
Dette er en badesø i udkanten af Borup Hede. Det er et eftertragtet udflugtsmål for både badegæster, lystfiskere og naturelskere.

Skivum Krat
Er et skønt naturområde mellem Skivum og Vegger, hvor Sønderup Å løber igennem.

Himmerlandsstien
Cykelrute fra Løgstør til Viborg på i alt 69 km.

Planetstien
Anlagt for at anskueliggøre solsystemets enorme udstrækning. Stien starter ved Aars Rutebilstation og strækker sig 6 kilometer mod Blære. Undervejs mødes planeterne Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Neptun, Uranus og Pluto. Modellen af solsystemet er lavet i størrelsesforholdet 1:1.000.000.000. Stien giver en god fornemmelse af størrelsesforholdet mellem Solen og planeterne. Ved siden af hver planetmodel er anbragt et skilt med oplysninger om den enkelte planet. Der er endvidere oplyst afstand til den næste planet.

Jenle Plantage
Et tidligere hede- og sandflugtsområde med mange nåletræer og afmærkede stier i lige linjer. I plantagen ligger 3 gravhøje. Langs ruten ses nåletræer på forskellige alderstrin fra 1938 og fremad.
Cykelstien fra Nibe til Hvalpsund ad den nu nedlagte jernbane passeres ca. 500 m syd for Jenle Plantage.

Tvebjerg
Natur-/rekreationsområde i udkanten af Aars by med stier, vand og skov. Ca. 10 min gang fra centrum. 

Fiskeri
Hvad angår fiskeri er der rent ud sagt et hav af muligheder. Navnsø, som ligger 15 km fra Aars, er et ideelt fiske- og udflugtssted. Alle lystfiskere skal have fisketegn. Fisketegn får du ved at udfylde et særligt girokort, der sammen med en særlig folder om fisketegn kan fås på turistkontoret. Børn under 18 år og personer der er fyldt 67 år skal ikke have fisketegn. Fiskeri i put & take søer kræver normalt heller ikke fisketegn.

Cykelstier
Hvalpsund-Nibe: Naturstien følger delvis forløbet af den nedlagte privatbane Nibe-Hvalpsund. Naturstien skærer gennem et stærkt varieret landskab spændende fra strandenge ved Nibe, skrænter fra stenalderhavet ved Sebber, Halkær Ådals græsningsenge, hede- og plantagelandskab nord for Aars, landbrugsland fra Aars til Hvalpsund.