Aars i rødt og hvidt så Danmark tabe ved EM
Af Thorkil Christensen, Torsdag, 08/07/2021 09:37
AARS: Aars var klædt i rød/hvide farver, og det summede af liv på Kimbrertorvet i aftes da omkring 400 var vidne til, at det danske fodboldlandshold tabte til England på det legendariske stadion Wembley i London.
Kampen blev vist på en 30 kvadratmeter storskærm på Kimbrertorvet, og gaderne var lagt øde mens fodboldduellen blev vist på TV.
Resultatet 2-1 til England efter 1-1 ved pausen var naturligvis skuffende for de fleste, men alle fik en fodboldoplevelse af de store, da det danske hold gav alt hvad de havde i sig mod England, som på forhånd var udråbt til kampens favorit - og havde hjemmebanefordel.
Arrangementet på Kimbrertorvet i Aars var sat på benene i hast, og på helt privat initiativ. Ideen opstod ved en bryllupsfest i lørdags, og der var ikke langt fra tanke til handling. Storskærmen blev bestilt - det samme gjorde en stor fadølsbar - og så gik det ellers derudad. Byen fulgte op. Der var flag på biler og husmure, og der var gjort meget for at skabe den rette EM-stemning for publikum, som heller ikke holdt sig tilbage med "krigsmaling", klaphatte og rød/hvide trøjer.
Det blev trods nederlaget og Danmarks farvel til EM, en god aften, som sent vil blive glemt.
Ordet er dit