Sander Mogensen modtog DGIs guldnål for 50 års arbejde for Blære Idrætsforening

Af Torsten Hansen, Onsdag, 03/11/2021 08:00

Blære IFs krocketafdeling kunne samtidig fejre 25 års jubilæum

BLÆRE: Jeg er meget stolt.

Sådan lyder det fra Sander Mogensen, der i weekenden blev hædret for sin meget stabile indsats for idrætten i Blære.

- Jeg vidste, at vi skulle fejre Blære IFs krocketafdelings 25 års jubilæum, men jeg havde ikke forventet, at jeg skulle fejres, siger Sander Mogensen

Derfor var det en overraskelse for ham, da han blev kaldt frem af formanden for Blære Idrætsforening Line Segerstrøm.

Trods overraskelsen, så er der ingen tvivl om, at Sander Mogensen fortjener en hyldest. Han har selv været en af drivkræfterne i at stifte og siden drive krocketafdelingen i de 25 år. Men selv har han ydet en indsats for Blære IF i 50 år.

Formanden valgte først at adressere det som alle vidste, at krocketafdelingen kunne fejre 25 års jubilæum. Det var faktisk blevet til 26 år, nu hvor Corona havde forhindret en fejring på den rette dag.

- Det er en stor begivenhed, at vi i dag kan fejre, at krocket nu har eksisteret i mere end 25 år i Blære. Der er sket store forandringer i den måde, danskerne dyrker idræt på, i løbet af de 25 plus ét år – så det er flot, at vi kan have så historie- og traditionsrig en aktivitet, begyndte Line Segerstrøm.

- Det er vi i Blære Idrætsforenings bestyrelse utrolig stolte af. Vi er glade for alle vores aktiviteter i foreningen, ved krocket er vi særligt glade for de flotte præstationer og titler I har hentet hjem til klubben igennem tiden.

- Og så er vi ikke mindst glade for den hygge, som spillet spreder i vores område. Det er hyggeligt, når I fylder alle vores grønne områder her i Blære, både til almindelige ugentlige træninger og til de større turneringer I henter her til byen – det spreder hygge og god stemning ud over hele området ved klubhuset, forsamlingshuset, multihallen og friskolen, fortsatte hun.

- Det spreder hygge, at I inddrager og lærer områdets børn om spillet, når der afholdes motionsdage på skolen. Og så spreder det hygge, når Susanne (kasserer i Idrætsforeningens Støtteforening) og Sander hver gang til et udvalgsmøde eller generalforsamling skal diskutere, om det skal være karbonader eller håndmadder, der skal serveres til næste års turnering ved Idrætsugen, sagde Line Segerstrøm.- Jeg og bestyrelsen i Blære Idrætsforening vil ønske Krocket i Blære et stort tillykke med jubilæet og en stor tak for alles indsats for at holde godt gang i sporten og sprede hyggen i vores forening og by i så mange år – det er virkelig en stor bedrift, det kan I godt være stolte af, fastslog hun. Men selv om hun dermed havde fået sagt tillykke til krocketafdelingen, så blev hun stående.

- Men jeg er slet ikke færdig. I år kan vi nemlig fejre, at Sander nu i hele 50 år har klaret flere forskellige lederopgaver i vores forening. Sander, vil du komme herop til mig?, spurgte formanden.

Sander Mogensen blev lidt overrasket, men bestemt også glad. Han gik straks op til formanden.

- Du har været med i Blære Idrætsforeningen siden 1971. Igennem alle årene har du gjort en stor indsats for klubben og samtidig selv været aktivt medlem i foreningen, fortalte Line Segerstrøm, og fortsatte:

- I 1973 til 1976 sad du som formand for Blære Idrætsforening. I 1997 var du første Amtsudvalgsformand i DGI Himmerland for Krocket. Fra 2004 kom du med i Krocketudvalget, hvor du har været formand siden 2009, redegjorde formanden.

Men der var meget mere.

- I 2020 gjorde du en stor indsats for at vi kunne få den nye krocketbane. I dag dyrker du stadig krocket på højt plan – i 2020 blev du nr. 2 i enkeltmandskrocket, 2. division. Idrætsforeningen nyder godt af, at du har været politisk aktiv i mange år. Du har en stor viden om vores kommunale rammer og du ved, hvordan vi som forening kan opretholde vores gode relationer og samarbejde, der stikker udenfor Blære. Du er guld værd, for en Idrætsforenings bestyrelse med din store erfaring, dine opmuntrende skulderklap og dit flittige og veludførte arbejde. Tusind tak, Sander. Stort tillykke med dit 50års jubilæum, sagde Line Segerstrøm, hvorefter hun overrakte Sander Mogensen DGIs guldnål for det flotte stykke arbejde Sander Mogensen har gjort.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"