Alle siger ja til jul i Hornum

Af Ture Damtoft, Onsdag, 24/11/2021 08:30

HORNUM: På en enkelt uge har kun to personer på opfordring fået banket et helt unikt julemarked op i Hornum.

- Unikt fordi, Merete Sørensen og mig aldrig havde nået det uden hele Hornum og omegns hjælp, siger Karin Sandø.

- Selvom vi kun har været to tovholdere, iderige og vanvittige personer, som er til Hornum fra København og Amager, så ville vi aldrig kunne fremvise så fantastisk et julemarked på søndag uden alle de mange hjælpere og private sponsorer, vi har i Hornum og Omegn. Vi har blandt andet fået sponsoreret juleskov, svævende juletræer, leje af Markedshallen, valgplakater omdannet til reklameskilte, lyskæder, en kæmpe oppustelig julemand og meget meget mere. Alle, vi har spurgt om hjælp, har sagt ja – det er helt overvældende, siger Karin Sandø.

Hun lover, der bliver bliver en stemning og duft af jul uden lige. Æbleskiver, gløgg, brændte mandler og skøn julemusik, der hygsomt leger med din hørelse, mere behøver man ikke vel.

- Hornum ligger i hjertet af Vesthimmerland, og vi har bestemt hjertet på rette sted her. Vi har sagt stop til flere tilmeldinger af stande, da tilslutningen har været enorm – helt fra Randers til Sæby og ud til både øst og vest, siger Karin SAndø.

Folk har blandt andet hjulpet med at hente juletræer til juleskoven, flytte de tunge borde og bænkesæt, som ikke skal bruges, opsætning af lyd, kreere juletræsfødder, hjælp til at sælge æbleskiver mm., og hvis vejret tillader, det vil faldskærme dale ned mod Markedshallen.

- Vi fik opsnuset julemandens værksted og inviterede ham, så den eneste rigtige julemand i verden kommer selvfølgelig til Hornum. Og han kommer da i moderne golfvognkane, hvor der sidder en soundbox på forsædet sammen med ham. Han har karameller med og kommer rundt i byen, siger Karin Sandø.

Eleverne på Hornum Skole pynter juletræet ved kroen, og om eftermiddagen er der fakkeloptog fra Markedshallen mod kroen, hvor det store juletræ bliver tændt og et par julesange sunget. Så er der julemusik i hallen, duften af brændte mandler, boder fuld af julestemning og det hele med hensyntagen til brandsikkerhed og coronaforholdsregler.

- Det er frivilligt arbejde og støtte i en lille landsby, når det er aller bedst. Og vi handler selvfølgelig kun lokalt. Du kan da ikke undvære det vel?, spørger Karin Sandø.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"