Elevmotion og årets Knæk Cancer blomst

Af Ture Damtoft, Onsdag, 19/10/2022 08:30

AARS: Klar, parat, løb - og så stæsede hundreder af børn afsted på stadion i Aars.

I år havde de fleste af dem sponsorater fra forældre og bedsteforældre. Penge som går til Aars Knækker Cancer, der gav en ekstra dimension til Skolernes Motionsdag i Aars og Vestrup, hvor skolen også var gået med i det velgørende projekt.

- Min morfar døde af kræft i 2019. Det betyder meget for mig, at dem, der har cancer, får det bedre, sagde Sebastian Krause fra 7.A. på Aars Skole.

Hans klassekammerat kunne også mærke forskellen fra en normal motionsdag, hvor man løber for sjov, og de halvanden time og over 20 omgange hun løb i fredags for en alvorlig sag.

- Jeg har haft tre familiemedlemmer, som er døde af kræft. Det gør det federe at løbe, fordi Aars Knækker Cancer og Knæk Cancer er så stort, sagde Lærke Lundblad.

Præcist hvor meget de mange skolebørn fik løbet hjem til årets indsamling, vil arrangørerne ikke fortælle endnu.

- Vi er ikke helt færdige med at tælle op, og så er det også sjovere, hvis vi oplyser det samlede beløb næste lørdag, når der er Knæk Cancer. Selvfølgelig vil vi gerne have mange penge til indsamlingen, men det fedeste på dagen var at være sammen med alle de børn. De gav den bare gas. Så var Heidi, Birgitte og jeg fra Aars Knækker Cancer jo også nødt til det, og jeg fik en lille fibersprængning i mit venstre læg, siger Gregers Haislund.

Efter løbet - hvor der var vand og frugt til alle bagefter - samledes børnene på sportspladsen ved Dansk Nutidsmuseum i Aars for at danne årets Knæk Cancer blomst.

Der blev taget video med en drone, der fløj indover, mens børnene vinkede - måske til dronen; for den var ikke helt nem for alle at få øje på.

Men optagelserne kom i kassen, og nu arbejder fotograf Jiri Thomas Kjeldgaard på at klippe dagens begivenheder sammen til en video, der måske kan blive det efterhånden årlige indslag fra Aars Knækker Cancer til det landsdækkende Knæk Cancer show lørdag, 29. oktober.

- Det er så fedt at være med til at arrangere indsamlingen hvert år. Vi har kunnet mærke, at ikke alle havde det samme økonomiske overskud som sidste år, men alle har haft et enormt overskud til at bakke op og hjælpe os med det, de kan. Det er vi i projektgruppen taknemmelige for. Det kan godt være, at jeg har en sjov kommentar til mange ting, men Aars Knækker Cancer og den utrolige opbakning går lige i hjertet på os allesammen, siger Gregers Haislund.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"