Årets Mentor kommer fra Aars

Af Ture Damtoft, Torsdag, 01/12/2022 09:53

AARS: Søren Frederiksen fra Aars Ride-fysioterapi er Årets Mentor 2022.

Prisen har han fået efter 15 års indsats med udvikling af ledige borgere i Vesthimmerland.

Den første kom i praktik hos Søren Frederiksen i 2007, og han har siden haft mellem 25-30 praktikanter i sin virksomhed og viser et engagement, der smitter af på de borgere, han har ansvaret for.

Bag prisen står virksomheder og institutioner i Vesthimmerlands Kommune, og det er 12. gang virksomheder og mentorer hyldes for deres indsats for at hjælpe borgere i gang på arbejdsmarkedet.

Den nye Formand for Beskæftigelsesudvalget Rasmus Vetter og Lars Kildedal fra Jobcenter Vesthimmerland uddelte priserne til årets mentorkonference på HimmerLand i Gatten, mens borgmester Per Bach Laursen bød velkommen og især nævnte den aktuelle Ukraine-indsats, som en stor og betydningsfuld opgave.

De øvrige nominerede til Årets Mentor prisen var HR ansvarlig Pia Søgaard, HimmerLand og Anja Nielsen, Vannerup Møbelfabrik.

Prisen som årets virksomhed blev vundet af Ll. Restrup Hovedgåard i Aalestrup foran Treco også i Aalestrup og HimmerLand i Gatten.

Læs mere i Aars Avis.