Virksomheder i Aars med i nyt samarbejde: Der er lagt op til synergier med ny forening

Af Ture Damtoft, Onsdag, 07/12/2022 07:00

AARS: Erhvervsrådene i Aars, Farsø og Løgstør erhvervsråd har slået sig sammen.

Den nye forening hedder Foreningen Erhverv Væksthimmerland.

Aalestrup tilslutter sig sandsynligvis også den nye forening. Det besluttes efter et orienteringsmøde på mandag, 12. december.

Sammenlægningen er resultatet af to ekstraordinære generalforsamlinger i hver af de tre lokale foreninger, hvor det enstemmigt er vedtaget at tilslutte sig den nye samlede forening.

Foreningen Erhverv Væksthimmerland skal blandt andet give endnu mere styrke til erhvervslivet i Vesthimmerlands kommune, hvor der samtidig afsættes flere ressourcer til opsøgende erhvervsservice, og hermed større mulighed for tiltrækning af erhvervsfremmemidler til virksomheder i Vesthimmerland.

Der er også lagt op til synergier i bedste forstand på tværs af kommunen.

- Med sammenlægningen kan vi få to årsværk til det opsøgende arbejde. Vi skal kende virksomhedernes behov. Mangler et firma i Løgstør for eksempel en underleverandør, og et firma i Aalestrup producerer det efterspurgte, skal vi kunne skabe kontakten. Vi skal også se på mulighederne for erhvervsfremmemidler gennem EU. Det har vi måske forsømt lidt, og der skal firmaerne informeres om muligheder og måske have hjælp til at søge, siger formanden for Foreningen Erhverv Væksthimmerland, Albert Veggerby, Løgstør.

Hånden på pladen

Medlemmerne af den nye forening er også med til at finansiere den.

Der betales kontingent alt efter virksomhedens størrelse.

- Nu lægger vi hånden på kogepladen og er selv med til at betale. Det giver også et større ejerskab, siger Albert Veggerby, der understreger at både virksomhederne og Vesthimmerlands Kommune har brug for en så stærk erhvervsorganisation som muligt.

- Vi kan ikke sammenligne os med Rebild eller andre kommuner med en motorvej lige ved siden af. Skal vi vækste, er vi nødt til at være aktive. Det er de nye virksomheder, vi især skal have fat i og hjælpe godt igang, uanset hvor i kommunen, virksomheden er placeret. Det er virksomhederne, der skaber de lokale arbejdspladser, som kan få tilflyttere til Vesthimmerland og gøre kommunens økonomi mere robust, siger Albert Veggerby.

Bestyrelsen i den nye forening vil være på 10 medlemmer - to fra hver af de fire erhvervsråd såfremt Aalestrup tilslutter sig, samt to fra kommunen.

- Det håber jeg, de gør. Vi ser Aalestrup som et meget vigtigt område for erhvervsudviklingen i Vesthimmerland, og der er mange gode - både små og store - virksomheder, siger Albert Veggerby.

På sigt forventer han, at der kan indstilles til bestyrelsen uden at skele til, hvor kandidaten er bosat.

- Lige nu er det lokalt opdelt, så alle bliver tilgodeset.

Men på sigt ser vi gerne, at det krav bortfalder, så det udvikler sig til, at man frit kan opstille til bestyrelsen, og det bliver ligegyldigt, hvor man bor, bare man bor og driver virksomhed i Vesthimmerland, siger Albert Veggerby.

Der er stiftende generalforsamling i Foreningen Erhverv Væksthimmerland 12. januar 2023.

Arbejdet med at finde en erhvervschef er også igang, men forventes først afsluttet, når den nye forening er officielt stiftet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"