»Der er ik’ noget at komme efter«

Nej vel, der er netop ikke noget at komme efter. Mon tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen var klar over, hvor beskrivende og hvor aktuel han i virkeligheden var med denne ofte anvendte sætning, set i relation til naturens mangfoldighed eller rettere, mangel på samme. Enhver, der færdes med åbne øjne i det danske landsbrugsland, vil have bemærket, at der bestemt ikke er noget at komme efter, hverken for fugl eller den naturinteresserede.  Landet er tavlet ud i stadig større og større marker, der har efterladt små enklaver af krat og hegn, der råber til hinanden, og hvor enhver form for økologisk  forbindelse er kappet. Skal man finde en lille flig af mangfoldighed, må man søge efter det. Lokalt kan vi tage til Staun-, Barmer- og Valsted Enge, der i disse dage disker op med gæs i tusindtal. Også Halkær Sø og Vilsted Sø er værd at gæste. Begge ligger der nu og giver kunstigt åndedræt til en vesthimmerlandsk natur, der er ved at kollapse under en stadig omsiggribende grådighed efter ny dyrkningsbar agerjord. 
Mange husker sikkert dønningerne fra de mange protester, der skyllede ind over de ansvarlige myndigheder og landbruget i efteråret 2007 og i foråret 2008, hvor i alt 82000 ha brakjord kom under plov. Arealer som for størstedelens vedkommende i tidens løb var vokset ind i en naturtilstand, der absolut ville have retfærdiggjort en beskyttelse. I løbet af 2009 blev der yderligt inddraget brakjord til dyrkning, så vi nu har sagt farvel til 120000 ha natur. 
I juli 2008 skrev jeg selv om de indgreb, der fandt sted her på egnen. Det er der ingen grund til at repetere, da det efterfølgende har vist sig at være rigeligt at øse af, når fortællingen om presset på den danske natur skal fortælles. 
2010 er af FN udråbt til internationalt biodiversitetsår. Et år, hvor alle verdens lande opfordres til at sætte fokus på værdien af den biologiske mangfoldighed. Det sker, fordi biodiversiteten er stærkt truet på verdens plan. Forskerne anslår, at godt 60% af jordens økosystemer er blevet forringet de seneste 50 år, og at 33% af de dyrearter, som er blevet vurderet, er truede.
9. april i år offentliggjorde DMU, Danmarks Miljøundersøgelse, rødlistestatus for i alt 2.702 danske arter af insekter, fisk, pattedyr, svampe, laver og karsporeplanter. Status viser, at situationen i Danmark ikke adskiller sig fra den globale. Resultatet viser, at 99 af arterne er forsvundet siden 1850, mens 427 arter er truet i større eller mindre grad. Værst ser det ud for specialiserede arter i skove og på overdrev. Dels, fordi skovene er alt for friserede, ja, mangler i den grad dødt ved, dels fordi plantevæksten på overdrevene ændres af et stadigt alt for stort  indhold af ammoniakdampe i atmosfæren. Se blot på vores huse. Aldrig har facader, tage og flisebelægninger været så grønne. 
I havet langs vore kyster er dyre- og plantelivet i stærk tilbagegang. Antal arter er mere end halveret  mellem 1994 og 2007. Årsagen findes som bekendt i en al for stor tilstrømning af kvælstof fra dyrkede arealer. Men i den forbindelse skulle der være hjælp på vej via de mål, som  fra EU's side er afstukket i ”Vandrammederiktivet”, og som skal føres ud i livet senet 2015. Men her ryster regeringen på hånden og vil frem til 2015 kun reducere kvælstoftilførslen fra landbruget med 9000 tons og ikke de 19000 tons, som er foreslået fra EU. Det vil i øvrigt føre for vidt at kommentere denne holdning yderligere.
Det har vist sig, at  populationerne af 22 danske fuglearter i det åbne land er reduceret med 36% fra 1990 til 2008. En væsentlig årsag til dette dramatiske dyk kan findes i den enkle forklaring, at der mangler levesteder.  At landbruget her på egnen har deltaget radikalt i  reduktionen af levesteder, ses tydeligt fra markante bakketoppe som: på Næsborg Bakke, på toppen af Marbjerg, ved Bromark Gård , ja, for så vidt fra alle markante højdepunkter videre øst på. Eller man kan tage en ”rejse” på Google Earth.  Billedet er generelt: Enorme marker breder sig ud i landskabet, og som følge heraf levnes der kun lidt plads til levende hegn og værdifulde småbiotoper som vandhuller og krat.   Ja, man fristes nærmest til at sige med et lidt omskrevet Anders Fog-citat: Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det værre end her.
Jeg må tilstå, at mismodet og bekymringen vokser i takt med, at afvikling af naturen omkring os stadig pågår. Små lunde og plantager er fjernet og lagt under plov. Plantager, hvoraf en enkelt  rummede både  Skovhornugle, Grævling og Ræv. Store dele af Øksedal er spoleret. Og i tilfælde af påbud om tilbageføring vil det tage år, inden den naturlig plantevækst og dyreliv indfinder sig. Beskyttede arealer som §3-områder går heller ikke ram forbi. Det så vi sidste år ved Sebbersund.
Levende hegn fjernes for at give plads til de store maskiner. Det er, som om man har glemt mikroklimaets betydning, og at sandstormene tidligere var en sand plage i Vesthimmerland. Markveje sløjfes, og sågar vejgrøfter, hvis plantevækst i dag ganske vist kun er en afglans af en tidligere så farvestrålende palet,  kan man finde på at pløje op. 
Da  jeg kom til egnen i 1964, blev jeg netop betaget af den blomsterpragt og det tilhørende insektliv, som vejgrøfterne kunne fremvise. I dag har monotonien også bredt sig her. Få arter som Vild Kørvel og Pastinak, planter, der i sig selv er smukke, dominerer,  og udkonkurrerer desværre  nøjsomhedsplanterne, som er vigtige foderplanter for insekter.
Indlandsenge og engdrag langs åløbene samt moser og kær er på retur med tab af sjældne planter til følge. Gøgeurter og Engblomme for at nævne nogle markante og genkendelige arter lever i dag en skjult tilværelse og kan nu kun findes i små, ydmyge lommer.
Her på det sidste er haren så ”hoppet” op på rødlisten. Det vil sige, at den nu figurerer sammen med andre uddøde, truede eller sårbare arter. Det har medført det paradoksale, at miljøministeren sammen med DMU har jagtfredet den  i fire himmerlandske kommuner. Men det er netop ikke jagttrykket, der er årsag til, at bestanden er faldet med 40 % siden år 2000. Misæren skal igen findes i det intensive landbrug, der ikke giver plads til dette pragtfulde dyr. Mange unger dør af sult i sommerperioden, og 10-15%  omkommer hvert år i høstmaskinerne. Ud over en jagtfredning vil Miljøministeren desuden udarbejde en forvaltningsplan. Men bliver haren ikke holdt for nar, når regeringen samtidig har besluttet at give landbruget en kompensation på 500 millioner i 2011 og 2012 for de aftaler, der er indeholdt i ”Grøn Vækst”, om nye pesticidafgifter og regulering af kvælstofudledning.
Nu vil nogen sikkert skyde mig i skoene, at jeg ikke bryder mig om landbruget. Intet er mere forkert. Jeg er  vokset op på en gård og har i øvrigt selv i en årrække  praktiseret. Jeg efterlyser blot, at  der fra det moderne, højteknologiske landbrug udvises lidt respekt og ydmyghed over for naturen; for det fremgår nemlig ikke af dets handlinger, at erhvervet, som det så ofte fremfører, er den største naturforvalter her i landet, underforstået også den bedste.
Vi har brug for en bred biodiversitet. Mangfoldigheden af økosystemer, arter og gener er nemlig forudsætningen for, at naturen kan levere de ydelser, som er grundlaget for vores eksistens og trivsel. Det drejer sig om livsnødvendigheder som mad, rent drikkevand, råstoffer og medicin. Og det drejer sig om herlighedsværdier som fuglesang og blomster på engen.