»SIKKER 7« skal højne trafiksikkerheden til og fra skole

Onsdag, 22/07/2009 00:37

Ovenpå forrige års store succes med privathospitalet STUE 7, har NAB – Nibe Alternative Bicyckleklub – har skabt et nyt projekt i rækken af 7’ere: »SIKKER 7«, fortæller klubbens informationschef Torben Jakobsen.
– Projektet handler naturligvis om cykling og sikkerhed, idet klubben har sat sig for at være medvirkende til, at alle børn fra 7 år til syvende klasse får den bedst tænkelige start på det nye skoleår og for nogles vedkommende starten på at skulle cykle i skole, fortsætter Torben Jakobsen.
– Erfaringen viser, at når det nye skoleår starter, vil der være en masse cyklister på gaderne og mange af disse er uerfarne. Vores mål er imidlertid at give dem selvtillid og erfaring gennem praktik og teori – fra starten af skoleåret så de er klar til trafikken, slutter Torben Jakobsen.



FAKTA OM »SIKKER 7«  
NAB's arrangement henvender sig til alle børn i Nibe fra år 7 til 7. klasse og de inviteres til at gennemføre en både praktisk og teoretisk cyklistprøve. Den praktiske del består af gennemkørsel af en forhindringsbane og den teoretiske af nogle spørgsmål og opgaver.
Prøverne foregår lørdag op til skolestart i august, på Danske Banks P-plads i Nibe og slutter med overrækkelse af diplomer til alle. Der er ingen tilmelding, man møder bare op med cykel og cykelhjelm.
Deltagelse er 100% gratis – og alle bydes på lidt sundt at spise og drikke ovenpå anstrengelserne. NAB’s medlemmer står selv for den praktiske gennemførelse af arrangementet.
Torben Jakobsen slutter med en opfordring: »Måske er dette starten på en god tilbagevendende begivenhed, der kan være med til at højne trafiksikkerheden i Nibe – det kommer an på tilslutningen, som vi naturligvis håber på bliver stor. Vi udlover forskellige præmier i aldersklasserne samt en hovedpræmie udtrukket blandt alle. Hovedpræmien tænkes at blive en flot og trafiksikker ny cykel!«
Nibe Avis, 22. juli 2009
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"