”Styrk sammenholdet” i Støvring-Sørup

Tirsdag, 23/02/2016 13:56

Store udviklingspotentialer i Støvring og Sørup
- I lokalrådet ser vi det som vores fornemste opgave at søsætte initiativer, der kan styrke sammenholdet i de to byer samt sikre, at vi får udnyttet det store udviklingspotentiale, der ligger i, at Støvring er en stadigt voksende hovedby i Rebild Kommune, fortæller formand Mogens Dam Andersen.
- Intentionen med borgermødet er derfor at få sammensat en arbejdsgruppe, der vil støtte op omkring konkrete initiativer, der kan være med til skabe fællesskabsfølelse og sammenhold iblandt os, der bor i Støvring og Sørup.

Vil du bidrage til den fortsatte udvikling af Støvring og Sørup?
- Adskillige har allerede givet tilsagn om at deltage og bidrage til en sådan gruppe – men der er plads til langt flere. Drømmen er at skabe et forum, hvor enkeltpersoner, foreningslivet, beboerforeninger, grundejerforeninger, kulturinstitutioner, handel og ikke mindst erhvervslivet kan samarbejde om helt konkrete mål. På forrige borgermøde blev en festuge foreslået, og det vil derfor være gruppens første opgave at få defineret, hvordan en sådan begivenhed kan stables på benene i Støvring og Sørup-området. I den forbindelse vil lokalrådet være katalysator og koordinator bag opstarten af gruppen, fortæller lokalrådet formand Mogens Dam Andersen.
Til at igangsætte dialogen til borgermødet har Lokalrådet bedt en lokal initiativtager sige et par ord, og Anders Norup har heldigvis takket ja. Han vil derfor holde oplæg med overskriften ”Styrk sammenholdet”.
- Det er Lokalrådets håb, at mange vil deltage og give deres mening til kende. Derfor opfordres alle interesserede parter til at møde op til borgermødet!

Generalforsamling
for Lokalrådet

Desuden vil der i forbindelse med borgermødet blive afholdt generalforsamling for Lokalrådet med valg til rådet samt afrapportering af det forgangne års aktiviteter.
Vel mødt, slutter Mogens Dam Andersen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"