Åbent brev til Henrik Christensen

Onsdag, 25/11/2009 11:20

Mere åbenhed! Mere åbenhed! Det udsagn har jeg gang på gang hørt dig og dine alliancepartnere udbrede under valgkampen. Men her fem dage efter valget kan jeg, som repræsentant for det største parti Venstre med ni mandater og over 32% af afgivne stemmer konstatere, at jeg stadig hverken har hørt eller set noget til dig. Og jeg der troede, at du var socialdemokrat! Med hensyn til det demokratiske, kan jeg konstatere, at det ikke er et begreb, du beskæftiger dig med, idet der allerede fra valgaftenen blev lagt en linje om at holde både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ude af forhandlinger. 
Endnu mere underligt er det at læse din udtalelse i Nordjyske 19.11.09, at du forestiller dig et bredt samarbejde med Venstre og Konservative. Helt ærlig Henrik, du undervurderer os! Og dit menneskesyn udstiller du oven i købet ved ikke at nævne Dansk Folkeparti. Jeg har en forventning om, at vi i Rebild kommune fortsat har ligebehandling uanset køn, politisk og etnisk baggrund. 
I Rebild kommune arbejder vi meget med værdier og én af allervæsentligste er: Ordentlighed! Henrik, det er ikke ordentligt, at man slet ikke ønsker at tale med de 12 af Byrådets 25 mandater. Er det hvad medarbejdere og borgere kan forvente i fremtiden, eller er det blot, hvad du byder dine allernærmeste samarbejdspartnere de næste fire år.  
Jeres magtbegær udstilles ydermere ved, at I nu vil udvide antallet af medlemmer i to udvalg, blot for i alle udvalg at sikre jer flertallet. Det kan nærmest kaldes magtsyge.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"