Årets høstfest i Naturbørnehaven Gimle

Torsdag, 29/10/2009 09:50

AARESTRUP: Børnene i Gimle var meget klar til årets høstfest. Man har i lang tid spist, smagt og høstet til vinterens forråd. Mange var klædt pænt på og stemningen var høj. Der var samlet bordpynt i skoven og alle borde blev smukt pyntet med kastanier, rønnebær, små æbler, bregner og levende lys.
Dagens menu var: kylling og pølser, bagte rodfrugter, kartofler både stegte og kogte med persille, gulerodssalat med rosiner, ærter og hjemmebagt brød. Børn og voksne har haft travlt i flere dage, for at klare alle forberedelserne.
I Gimle følger man hvert år fra ”jord til bord projekt” i højbedene. Man snakker om de forskellige kornarter, man plukker majs på en lokal mark og man har fået lov at samle æbler op under købmandens æbletræ. Men man modtager også mange frugter fra børnenes egne haver. Desuden er legepladsen fyldt med mange frugttræer og buske. Børnene og de voksne holder meget øje med, når noget spiseligt er klar. Man gør meget ud af at formidle de gamle traditioner videre. Det er spændende at følge både rødbeder, bær og frugt fra haven til gryden og glasset.
Man har fået mirabelle grød og saft. Lavet brombær marmelade, æblegrød og kage. Og man har stadig noget tilbage - det er man meget glade for.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"