100 til salmesang med bispekandidat

Torsdag, 05/11/2009 12:17

BLENSTRUP: Blenstrup Kirke var helt fyldt, da der forleden var salmesangsaften med sognepræst og bispekandidat Marianne Christiansen.
Temaet for Marianne Christiansens valg af salmer var Glæden. Vi synger af glæde – eller for at blive glade. Vi synger for os selv, og vi synger sammen. Det at synge er at gøre sin stemme gældende og på den måde tage del i et fællesskab. Derfor er sangen tæt knyttet til kirken og evangeliet, fordi det er forkyndelsen af den store glæde og et fællesskab af stemmer. Om som om det ikke er nok, påviser moderne forskning hvor mange helbredende og styrkende egenskaber sangen har.
”Friest er dit åndedrag, når dybt du drager det i sang, så højt i sky det klinger”, synger vi med Grundtvig i salmen ”Alt hvad som fuglevinger fik”.
Med afsæt i netop den salme havde Marianne Christiansen fundet gamle og nye salmer om glæden i salmebogen – også om glæden midt i sorgen.
-Det er netop i den fælles sang, at man kan finde trøst og lindring for den sorg, men ellers er alene med, sagde Marianne Christiansen.
 
Vi skal jo synge med englene
Marianne Christiansen begyndte i øvrigt aftenen med at citere Luther for at have sagt, at da vi alle i Himlen skal synge med englene, kan vi lige så godt begynde at øve os nu!
Og det gjorde de næsten 100 deltagere så, godt hjulpet på vej af Marianne Christiansens medrivende og indsigtsfulde fortælling om hver enkelt salme og salmedigter.
Efter salmesangen samledes man til middag i Blenstruphallen, og her fortalte Marianne Christiansen om, hvorfor hun stiller op som bispekandidat. Hun sagde, at hun glæder sig til i valgperioden at være med til at diskutere kirkens ve og vel.
I den efterfølgende debatrunde nåede man omkring emner som forholdet mellem stat og kirke og en eventuel adskillelse, menighedsrådenes rolle i folkekirken, og de unge forhold til kirken.
Der er på nuværende tidspunkt tre kandidater til bispeembedet, som bliver ledigt, fordi biskop Søren Lodberg Hvas, Aalborg, går på pension i maj 2010.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"