2500 vaccinationer i døgnet i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 15/12/2021 08:00

Der bliver tilbudt vaccination i messecenteret

AARS: Myndighederne lover massevaccination af danskerne, og det får betydning i Aars.

Allerede i næste uge skal der kunne vaccineres 2500 personer i døgnet i Messecenter Vesthimmerland.

- Det er en fordobling i forhold til den gang der blev vaccineret flest med første og andet stik, forklarer direktør Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland.

I modsætning til tidligere, bliver det ikke Region Nordjylland der står for vaccinationerne i Aars. Denne gang er det firmaet Carelink, der kommer til at drive centret i Aars og et tilsvarende i Aalborg. Carelink benævner sig som Danmarks største vikarbureau inden for sundhedssektoren.

Firmaet er netop nu i gang med at ansætte folk der skal vaccinere eller udføre opgaver i tilknytning til vaccination.

- Vi skal opsætte 20 båse til vaccination. Tidligere havde vi 14. Jeg ved, at der vil blive vaccination alle ugens syv dage, og vi lejer Hal 2 ud i 12 timer om dagen, uddyber Brian Otte.

Corona-pandemien forventes at aflyse flere arrangementer i messecenteret den kommende tid.

- På den baggrund er det ”positivt”, at vi har vaccinationscentret. Det er et økonomisk plaster på vores sår i denne tid, indrømmer Brian Otte.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"