26 vælgere i Frejlev skød på lokalpolitikerne

Torsdag, 05/11/2009 04:14

Onsdagens valgmøde på Frejlev Skole havde samlet 26 deltagere, ud over arrangørerne i Frejlev Samråd, pressen og panelet med seks kandidater til det kommende valg til Aalborg Byråd. John Lind-Nielsen var ordstyrer på valgmødet.
Publikum lagde først øre til en gennemgang fra panelets byrådskandidater: Jane Østergaard fra SF, Hans Henrik Henriksen fra Socialdemokraterne der i sidste øjeblik erstattede en sygemeldt Lotte Mary Christensen, Daniel Nyboe Andersen fra Det Radikale Venstre, Thomas Krarup fra Det Konservative Folkeparti, og de to lokale Frejlev-kandidater Mads Sølver Pederesen fra Venstre og Inger Jungclaus fra Dansk Folkeparti.
Jane Østergaard (SF): Vi satser ved dette valg hårdt på øget indflydelse for samfundets svageste – herunder ikke mindst renovering af skoler, nye bøger og nye computere til skolerne, mere tid til kontakt mellem ansatte og de ældre i ældreplejen samt en generel afbureaukratisering.
Hans Henrik Henriksen (S): Der skal øget focus på skolerne, også de mindste skoler, som i øget grad bør finde overlevelse på at etablere faglige profiler på forskellige områder. Der bør være øget bevågenhed på de større byesamfund i kommunen, herunder byer som Frejlev, Vodskov, Svenstrup, Hals og Nibe.
Daniel Nyboe Andersen (Rad.): Aalborg Kommune bør fortsat arbejde på at styrke den sundhedsforebyggende indsats, som det nu sker ved bl.a. indsættelse af en sundhedsbus – og jeg er enig i, at der fremover bør være bedre balance mellem Aalborg som storby og de større byer i landdistrikterne.
Thomas Krarup (Kons.): Vi skal styrke ungdomsuddannelserne, og målet er, at 95% af en årgang får en faglig eller længerevarende uddannelse. Der bør ske en samling af ledelsen for DUS-ordningerne og de enkelte skoler, så man hvert sted kun har én ledelse, og der må fortsat satses på gode og billige boliger for de studerende.
Mads Sølver Pedersen (V): Aalborg Kommune styres af byrådet som en bestyrelse, og vi må her vise fælles ansvar for ledelsen, som Venstre har gjort ved at deltage i de økonomiske aftaler, dvs. budgetterne. Det er også fremover et klart mål, for kun derved får vi indflydelse. Der ér taget fat på renoveringen af skoler, og dette skal fortsætte; også på Frejlev skole, som jo i løbet af få år kommer under pres for et ekstra spor. Også på kulturområdet er kommunen kommet godt med, og eksemplet med Nordkraft er, at dette bidrager til at give byen og kommunen en øget tiltrækningskraft på studerende, på arbejdskraft og på virksomheder.
Inger Jungclaus (DF): Startede sit indlæg med at runddele en sang, hvori hun på vers havde indarbejdet dele af sit valgprogram. Hun ønskede hellere at sidde i fængsel, end på egen krop at komme til at opleve forholdene på de kommunale plejehjem. Lokalt i Frejlev roste hun initiativet med en ny børnehave / vuggestue, men denne udvikling bør følges op af forbedret trafikal løsning for Svenstrupvej – bl.a. med en cykelsti. Inger Jungclaus har boet i Frejlev siden starten af 1970’erne, og lige siden har man talt om etablering af busruter der betjener den øvre del af byen, dvs. Grøndalsvej området. Dette bør der gøres noget ved.
Spørgsmål og debat med publikum:
Find Ulstrup spurgte alle i panelet, om man påregner at kommunen om fire år har det samme antal folkeskoler som i dag.
Mads Sølver Pedersen: Det kan kun blive et gæt – men jeg tror der om otte år ikke er skoler i kommunen med under 100 elever. Der bør ændres på den måde, hvorpå specielt de mindste skoler får tildelt økonomi til driften.
Daniel Nyboe Andersen: Tror antallet af folkeskoler om fire år er uændret.
Hans Henrik Henriksen: Skolerne skal bevares, hvis ellers der er søgning til den enkelte skole. Der skal indføres en anden økonomisk tildelingsmodel end nu, hvor man nærmest udsulter den enkelte skole.
Inger Jungclaus: De små skoler skal bevares, men der skal ske øget opbakning.
Jane Østergaard: Ja, skolerne skal bevares.
Thomas Krarup: Der kan ikke gives garanti for at alle skoler bevares, men en skole skal jo bevares, hvis der er tilstrækkelig søgning.
Kommentar fra Karner Nøhr: Ønsker debat om generel byudvikling, frem for blot om skolerne. Frejlev er en by i stærk udvikling, og det bør de kommunale planer tage højde for på alle områder; ikke kun på skoleområdet. Læg faste planer som en helhed, og hold så fast og få gennemført de planer man lægger.
Inger Jungclaus: Frejlev er ikke længere en landsby, og mulighederne for udvikling ser vi nu bl.a. i form af et kommende halbyggeri.
Hans Henrik Henriksen: Frejlev skole er med i investeringsoversigten, og kommunen er forpligtet af, at Frejlev er et samfund i vækst. 
Inger Jungclaus: Det er fint med nye cykelstier, men der skal også ske forbedring ved Svenstrupvej, hvor trafikken er meget kraftig, og cyklisterne er jævnligt henvist til at cykle på fortovet.
Spørgsmål fra Torben Olsen: Hvad skal der ske I Aalborg Øst? Når der kommer et nyt sygehus, vil der også ske udvikling på andre områder. Udviklingen omkring Gigantium bør også følges op af en flytning af Aalborg Stadion, som bør ligge ved et bedre vejnet end nu.
Daniel Nyboe Andersen: Ja, sygehuset vil trække en del udvikling med sig. Men der allerede taget højde for nogle ting. Bl.a. får Tornhøjhallen et lift, og der bør også satses på flere butikker i området.
Mads Sølver Pedersen: Stadion er bygget hvor det er, og det er ikke realistisk at tale om en flytning foreløbig. Der bruges allerede nu store ressourcer på at forbedre forholdene I Aalborg Øst, bl.a. nu med en ny svømmehal. Byer som Klarup og Gistrup vil også være attraktive for personalet, når der bliver bygget sygehus. 
Spørgsmål fra salen: Hvordan kan man få prisen på busbilletter ned?
Jane Østergaard: SF har det som en hensigtserklæring, men anviser ikke konkret hvordan det skal ske.
Mads Sølver Pedersen: Vi ønsker som SF også, at trafikken kommer ud af byen. Bl.a. ved en ny vejforbindelse over Egholm.
Jane Østergaard: SF går bestemt ikke ind for en vejforbindelse over Egholm, men i stedet gerne en styrkelse af togforbindelsen syd og nord for fjorden, bl.a. til lufthavnen.
Rita Rasmussen: En borger fra St. Restrup ønsker opsat læskur dér. Vil man afhjælpe dette?
Daniel Nyboe Andersen: Vil undersøge den konkrete sag, men der sker jo prioriteringer.
Karner Nøhr: Vi ønsker os et kulturhus I Frejlev. Der er for tiden ikke nogen steder at holde mindre forsamlinger.
Mads Sølver Pedersen: Dette bør indarbejdes i den kommende udbygning af Frejlevhallen. Vi skal samle funktionerne, og ikke have flere separate steder – i stedet bør et fællesskab omkring et halbyggeri styrkes, så også mindre samlingssteder kan indgå heri.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"