Aalborg – mere end midtbyen

Søndag, 08/11/2009 10:57

LÆSERBREV

Af KRISTIAN ANDERSEN,

regions- folketingskandidat (V), Johs. V. Jensens Vej 40, Aalborg SV

Aalborg uden midtbyen ville ikke være Aalborg. Men Aalborg uden oplandsbyerne ville HELLER ikke være Aalborg!
Vi er mange, der elsker Aalborgs midtby og glæder os over de mange spændende anlæg, der udvikles i disse år. Men vi kan ikke bo i midtbyen alle sammen.
Vi er rigtig, rigtig mange, der bevidst har valgt at etablere os med familie og børn i Aalborgs opland – eller andre steder i byen. Og sådan vil det også være i fremtiden. Det ved i Venstre.
Vi har brug for mangfoldigheden, når vi udvikler vores kommune og landsdel i fremtiden. Det er i høj grad med til at gøre Aalborg til en spændende og attraktiv kommune, som tiltrækker mennesker af alle slags.
Nordkraft, Utzon Center, den nye havnefront, Musikkens Hus, den fortsatte udbygning af Aalborg Universitet, etableringen af et nyt samlet Aalborg Sygehus i Aalborg Øst og byfornyelse, byforskønnelse og byggemodninger overalt i Aalborg og opland er ikke bare tilfældige projekter, som pibler frem.
Tilsammen bliver de i høj grad Aalborgs og hele Nordjyllands visitkort til fremtiden. De er allesammen udtryk for, at der er fremdrift og potentiale i Aalborg og oplandsbyerne. De viser, at Aalborg er i konstant forandring og bevæger sig ind i en fremtid, hvor industri og andre traditionelle erhverv suppleres af nye erhverv, nye arbejdspladser og nye måder at leve på.
Men midt i glæden over de nye fyrtårne i midtbyen, skal vi altid huske, at Aalborg er mere end midtbyen. Det gør Venstre.
Derfor går Venstre forrest, når vi giver løft til skolerne i Nibe, Farstrup, Frejlev i de kommende år. Derfor går Venstre forrest, når vi giver et løft til hallerne og fritids- og kulturlivet i Frejlev og Aalborg Øst i 2010-budgettet.
Og derfor går Venstre forrest, når vi i Regionsrådet kæmper for et ambulanceberedskab, der giver tryghed i HELE regionen døgnet rundt. Nibe skal ikke være nogen undtagelse!
Midtby og oplandsbyer er sammen kilden til ny vækst for Aalborg.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"