Aars, Aalestrup, Løgstør og Farsø: Vesthimmerland klar med fælles gavekort

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 24/01/2024 09:00

VESTHIMMERLAND: I et tæt samarbejde har de fire handelsstandsforeninger i Vesthimmerland sammen med Sparexpres introduceret et nyt elektronisk gavekort. Kortet kan benyttes i de butikker der er medlem af en af de fire handelsforeninger i Vesthimmerland.

Hvordan sikrer vi fremtiden for handelslivet i Vesthimmerland? Det spørgsmål har handelsforeningerne i Farsø, Løgstør Aalestrup og Aars stillet sig selv. Alle handelsforeningerne er enige om, at hvis handelen skal stå så stærkt som muligt, så kræver det samarbejde på tværs af foreningerne.

Derfor er der nu introduceret et gavekort som kan bruges i hele Vesthimmerland i de butikker som er medlem af en af foreningerne.

- Målet med kortet er udover at stå sammen, at have en løsning som giver vores kunder langt bedre muligheder for at handle i vores kommune og dermed holde handelen her. Ligesom vi har et kort der nu er fremtidssikret. Kortet er lavet i samarbejde med Sparexpres, som er en af de førende på markedet i forhold til gavekort, siger handelschef Jesper Nielsen, Aars.

Langt samarbejde
Handelsforeningerne i Farsø og Løgstør havde i forvejen kendskab til Sparexpres, da begge har haft et mangeårigt samarbejde med Sparexpres omkring gavekortløsning.

- Med en udvidelse af gavekortet, hvor Aalestrup og Aars nu er tilkoblet, kan vi tilbyde kunderne en lang række fordele til et bredt udvalg af butikker i Vesthimmerland. Ligeledes introducerer vi en ny platform med et Visa kort, der er mere moderne og fremtidssikret, siger Simon Rølmer, kundechef hos Sparexpres.

Kortet er også brugervenligt idet kunden via sin telefon altid kan følge med i, hvor mange penge der er tilbage på kortet ligesom, man kan se hvor man har anvendt kortet.

I forbindelse med oprettelsen af Vesthimmerlands Kortet har de fire handelsforeninger oprettet et nyt selskab, der skal stå for driften af det nye kort. Alle fire foreninger er repræsenteret i bestyrelsen netop for at kunne udbygge samarbejdet imellem foreningerne. Direktør i selskabet er handelschef i Aars Handel, Jesper Nielsen, som står for den daglige drift af kortet og som også kan kontaktes, hvis man ønsker at blive en del af gavekortløsningen.

Som handelschef i Aars er Jesper Nielsen begejstret for optimeringen af et gavekort, der kan benyttes i Vesthimmerland.

- Da jeg blev kontaktet af Simon Rølmer fra Sparexpres, blev det klart, at vi med et nyt moderne gavekort kan tilbyde borgerne i lokalområdet nogle fordelagtige løsninger. Spar Nord, Løgstør, har bidraget med nyttige input, der har forstærket processen. Koordinationen og samspillet med de involverede samarbejdspartnere har været positivt, da alle vil hinanden og lokalområdets bedste. Målsætningen er, at vi skal styrke og give handelslivet i lokalområdet de bedst mulige rammer, siger Jesper Nielsen.

Pengeinstitutterne Sparekassen Danmark, Spar Nord Bank og Vestjysk Bank har valgt at bakke op om det nye kort, og sponsorere kortet.

Gavekortet så dagens lys i begyndelsen af december, og det er blevet taget godt imod, allerede nu er der udstedt over 1000 gavekort for et samlet beløb på mere end 500.000 kr.

I øjeblikket kan kortet købes hos forretningen Inge og Birthe i Farsø, Aalestrup Tømmerhandel, Balle Kontur, Løgstør og Kvickly og Tøjeksperten i Aars, men der kommer flere steder til, ligesom det inden længe bliver muligt at købe kortet online via en fælles hjemmeside som er under forberedelse.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"