Aars Borgerforening: Efterlyser forslag til nye aktiviteter i Aars

Af Thorkil Christensen, Tirsdag, 26/09/2023 14:41

AARS: Lediggang fremmer ingenting. Derfor er Aars Borgerforening allerede nu, efter en travl periode, ude at hente forslag fra medlemmerne til nye aktiviteter eller tiltag, som bestyrelsen kan arbejde med i fremtiden.

På generalforsamlingen, der holdes torsdag, 12. oktober på Kimbrerkroen i Aars, er der et særligt punkt på dagsorden, hvor bestyrelsen efterlyser forslag fra medlemmerne til nye tiltag.

Her kan alle møde op med ideer og emner som foreningen eventuelt kan arbejde videre med. Der bliver mulighed for at drøfte forslagene og inspirere bestyrelsen til at gå videre med dem.

Nu er lediggang ikke absolut noget der har præget Aars Borgerforening. Den gamle forening har gennem årene været initiativtager eller samarbejdspartner til meget i Aars.

I de senere år har bestyrelsen haft særlig succes med bl. a. genoplivning af Sct. Hans-festerne, ligesom foreningen med formanden, Jørgen Kristensen, i spidsen har været særdeles aktiv i arbejdet med nye tiltag i Aars Lystanlæg, herunder opførelse af en ny friluftsscene, gangbro med forbindelse til øen og andre faciliteter som har bevirket, at anlægget er meget mere benyttet end tidligere.

Endelig har borgerforeningen været bindeled i forbindelse med overdækningen af Kimbrertorvet i Aars.

- Vi har haft travlt, men nu ser vi ind i en periode, hvor der er knap så mange opgaver, og derfor ønsker vi at høre om medlemmerne har ideer som foreningen kan arbejde med, siger borgerforeningens formand, Jørgen Kristensen.

Aars Borgerforening har omkring 150 medlemmer. Bestyrelsen ser gerne at antallet stiger og opfordrer interesserede til at møde op til generalforsamlingen, hvor de kan melde sig ind inden den officielle del gennemføres.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"