Aars FDF var med på Aktivlejren ved Julsø

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 27/09/2023 07:00

AARS: 12 væbnere i alderen 10 til 15 år fra Aars FDF var med da knap 500 fra korpset farvede skoven ved Julsø blå som en pendant til efterårets røde og gule nuancer.

Fredag til søndag blev der afviklet aktivlejr på Sletten.

FDFerne fra Aars deltog sammen med 217 andre væbnere i Aktivlejren ved Ry, som var den 45. i rækken. Jubilæet blev fejret søndag morgen, med bl. a. fælles foto og uddeling af mærker.

Lejren begyndte med gudstjeneste i skoven, der var belyst med alverdens farver. Lands Delto bandet sørgede for musik og god stemning.

Deltagerne havde på forhånd valgt sig ind på en aktivitet som de deltog i lørdag og søndag. Der var bl. a. mulighed for at løse koder, sejle i kano, lave slik og arbejde med foto. Udover tiden i grupperne var der lejrbål, natløb og hygge på lejrpladsen.

Mens børnene var ude til aktiviteter havde lederne mulighed for at deltage i en guidet tur rundt i området, eller mødes med bekendte over en kop kaffe.

- Netværk er en stor og vigtig del af det frivillige arbejde, som lederne yder. Alle ledere arbejder på at give børn og unge gode oplevelser, og et ståsted at møde verden fra, siger Lone Toft, Aars FDF.

Lørdag aften var der et festligt lejrbål med musik, latter og sang. Hygge med nye og gamle venner. Og seniorgruppen havde sørget for et natløb.

20 seniorer i alderen 15 til 18 år fra landsdelen deltog også.

Der var også et arrangement for de 6-8 årige og deres forældre, så lørdag var der 500 børn og unge i blå skjorter på Sletten.

Efter aktiviteter søndag formiddag var der om eftermiddagen fælles afslutning inden deltagerne tog hjem med mange oplevelser og nye venner "i bagagen".

Aktivlejren er blevet afviklet på Sletten de sidste 45 år, på nær i 2020 hvor På Aktivlejren får deltagerne FDF-oplevelser for livet, og mange ledere har selv været deltager i lejren.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"