Aars igen fyldt til Jule By Night

Af Ture Damtoft, Torsdag, 12/12/2019 21:05

AARS: Der var lidt stille omkring spisetid, men så blev Himmerlandsgade og butikkerne i bymidten ellers fyldt.

Ved Kimbrertorvet have Jørgen Sørensen fra Aars Handel igen sørget for juletræer og et sted til at udlevere gratis glögg.

Kimbrergrillen havde pyntet flot op, og bålfadene blev flittigt brugt til at varme de kolde fingre.

Vesthimmerland Kommunes pop-up butik var også godt besøgt, og borgerne kom med mange forslag og ønsker til udviklingen af Aars bymidte.

Det fik en kommentar med på vejen af borgmester Per Bach Laursen, da han holdt tale og især opfordrede byens unge til at byde ind med deres ønsker.

De unge var heldigvis talstærke, men borgmesteren mente, det nok mere var fordi, bandet Lillevangen skulle spille efter ham.

De fik også skabt en lille fest med deres mini-koncert, og fest var der også lide af i butikkerne, hvor kreditkortene blev svunget godt.

Julemanden fik også sendt en hilsen til fem-årige Carl, der havde sendt ham et brev med sine ønsker, men glemt at fortælle hvor han bor. Nu ligger der en gave og venter på Carl i legetøjsbutikken Buddy, hvis ellers julemanden kan finde ham.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"