Aars Knækker Cancer har særlig betydning i år

Af Ture Damtoft, Onsdag, 28/09/2022 07:00

Testamentet er skrevet og begravelsen planlagt

AARS: Om et par uger lancerer Aars Knækker Cancer årets store indsamling.

Igen med landets største Knæk Cancer blomst og en masse præmier doneret af stort set alle butikker i Aars og omegn.

Aars Knækker Cancer har været vigtig for Lene og Carsten Slotsdal i alle fire år, men lidt mere denne gang.

- Vi var på ferie med hele familien for nylig, og der oplevede vores fire børn for første gang, at jeg var nødt til at gå ind og lægge mig og sove lidt. Jeg kan godt mærke, at kræfterne ikke er de samme mere, fortæller Lene Slotsdal.

Hun er uhelbredeligt syg af kræft i bugspytkirtlen.

Kemo virkede ikke

Om et par uger begynder hun i strålebehandling på Odense Universitetshospital, men målet er smertelindring, og ikke helbredelse.

- Jeg køber lidt tid. Fra at have måske et år tilbage kan jeg måske få to. Jeg har tænkt mig at modbevise statistikken, siger Lene Slotsdal.

Hun er nu førtidspensionist, men nøjes ikke med at passe huset.

For halvandet år siden flyttede hun og Carsten Slotsdal til Markedsvej, renoverede huset og indrettede værksted og butik til CS Maskiner.

Der er 20 skridt fra køkkenet eller sofaen ud til butikken, hvor de fortæller om, hvor vigtig Kræftens Bekæmpelse og Aars Knækker Cancer er i at bekæmpe kræft.

- Det er forskning, der skal til, og det er det pengene fra Aars Knækker Cancer går til, siger Lene Slotsdal.

Hendes mormor og morbror døde af kræft i bugspytkirtlen - men de var 87 og 85 år gamle.

Lene er 56 år og fik konstateret kræft for to år siden.

De tørre tal taler deres tydelige sprog.

Kun 11 pct. af mænd og 13 pct. af kvinder er i live fem år efter diagnosen ifølge statistik fra Kræftens Bekæmpelse.

- Det rammer flere og flere i 50erne. Jeg har gået til genoptræning med jævnaldrende med brystkræft, som bliver erklæret raske. Det er sjældent med bugspytkirtel kræft. Derfor er det så vigtigt, at der bliver forsket mere. Hvorfor rammer det tidligere? Hvordan kan det forebygges og helbredes? Det gælder selvfølgelig alle former for kræft, men især dem vi ved mindst om, siger Lene Slotsdal.

Gør ondt, rigtig ondt

Parret har støttet Aars Knækker Cancer hvert år, men i år får den lige et nyk eller tre op.

Udover fire gavekort til butikken har CS Maskiner også doneret en robotplæneklipper til 10.500 kr. i samarbejde med deres leverandør solo by AL-KO.

- De kender også min og Lenes historie og var med det samme med på at støtte Aars Knækker Cancer. Og det er selvfølgelig med levering og installation. Selvom det nok først bliver til foråret, skal jeg nok være klar, smiler Carsten Slotsdal.

Han og Lene holder humøret oppe hos hinanden, men der har været lange og svære samtaler om fremtiden, og hvor begrænset den sandsynligvis er.

Gerne på deres båd og gerne ude midt i Limfjorden hvor de har ro til at snakke tingene igennem og støtte hinanden.

- Vi står i en frygtelig situation. Det gør ondt. Det gør rigtig ondt, siger Carsten, der blev ramt af endnu en forhammer for mindre end to måneder siden.

- Min gode kammerat kommer og siger, at han er ramt. Det gør så frygtelig ondt. Jeg var nede og besøge ham mandag, og han kan hverken synke det ene eller det andet, så han skal have mad gennem sonde. Det er simpelthen rædselsfuldt at se dem, som er så tæt på mig, være ramt på den måde, siger Carsten Slotsdal.

Kæmper for tid

Ligesom de fleste andre pårørende og venner føler han sig lidt afmægtig.

Han kan være der for Lene og sin kammerat, men han kan ikke rigtig gøre noget aktivt.

- Det kan jeg med Aars Knækker Cancer, og vi skal bare have samlet så mange penge ind som muligt. Om man så bare har råd til at give en femmer eller købe et enkelt rør, så nytter det. Hvis vi bare allesammen gør den indsats vi kan, stor eller lille, så gør det en kæmpe forskel, siger Carsten Slotsdal.

- Jeg blev så skuffet den anden dag, da jeg var ovre ved Kvickly, fortæller Lene.

- Der var to frivillige fra Kræftens Bekæmpelse. Ingen havde doneret i flere timer. Jeg håber, det er fordi, de sparer op til Aars Knækker Cancer, siger hun.

Både Lene og Carsten er afklarede med deres situation.

- Men jeg accepterer den ikke. Jeg vil kæmpe for at få så meget tid, jeg kan, siger Lene og får for første gang tårer i øjnene og en halvkvalt stemme.

- Det hårdeste er børnene og dem, man skal efterlade, siger hun og kigger over på Carsten.

Testamentet er skrevet, der er styr på alt det økonomiske og begravelsen er planlagt.

- Men nu skal vi nyde livet og få noget godt ud af hver eneste dag i så mange dage som muligt, siger Lene Slotsdal.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"